Jeg kunne blive ved at nævne navne, i timevis, stimevis. Navne som alle hænger fast på børn, der er blevet udskammet og medicineret, diagnosticeret og misplaceret.
Jeg har set jer flyve ud af min favn, tvunget af et system der kun vil have en slags børn. Uden at jeg er blevet spurgt, uden at nogen har taget mit menneskelige perspektiv i perspektiv. Der er en ramme omkring os der er anderledes og os der ikke passer ind i rammen.
Til hvert barn jeg har haft som elev, er der en ting der gælder: Der er intet galt med dig. Det eneste der er galt med dig, er at du er blevet udstemplet, diagnosticeret, medicineret.
Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke kunne undervises. Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke kunne lære. Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke ville lære.
Men mange gange har jeg mødt børn, der har fået at vide, at de ikke er gode nok, at de ikke passer nok, at de ikke opfører sig godt nok og jeg har mødt mange børn, der har fået medicin, så de holder op med at være det barn de er og er blevet så medicineret, at de kan opføre sig som alle de andre.
Fordi det er sådan vi gør: Her er den kasse du skal passe ind i. Her er den måde du skal være på. Og vi har medicin der sørger for, at du bliver en person, der passer ind i vores kasse. Og hvis medicinen ikke tilpasser dig, så har vi specialskoler i udkantsdanmark hvor vi kan placerer dig og glemme dig til du en dag bliver voksen, og når du bliver voksen, så har du lært det: At der er noget galt med dig. Der er nemlig intet galt med os. Det er dig der er gal på den.
Det er det værste jeg ved.
Men det er du ikke. Du er fantastisk, unik, smuk, beundringsværdig og du er anderledes. Omfavn det og giv Familien Danmark en F-finger. For du har ret til at være her. Du er en af os. Du er et menneske.
For du er noget værd. Uanset diagnose og hvis dine forældre vil dig dit bedste, har de fjernet din medicin. Du er noget værd. Du er værdig. Du er et menneske som alle os andre. Der er bare ikke bygget systemer til dig.
Med al ære og respekt, til den største danske digter siden Tom K. ( som jeg elsker og altid har elsket; læs lige fribytterdrømme eller lyt til sangen.) Halla Yahya !!!
EN MAND
HÅBLØS MAND
FORTABT MAND.
EN MAND
ALENE MAND
ENSOM MAND.
FORTABT MAND
EN MAND
FORTABT MAND, MISTET MAND, TABT MAND.
I VAND, I LAND, TABT MAND, ET LAND FORTABT!
DER, LIGE DER, MISTEDE VI EN ÆGTE MAND,
VI MISTEDE EN AF DE FÅ FUCKING MÆND I DETTE LAND.
VI TABTE EN MAND DER ALLEREDE VAR TABT.
EN TABT MAND,. EN FORTABT MAND, FORRYKKET MAND. , FORRYGENDE MAND, EN FRYGTET MAND
EN FORTABT MAND !!!
LIGE DER, 24, MISTEDE VI EN AF DE BEDSTE AF OS.
LIGE DER, MISTEDE VI DANMARK, VI MISTEDE OS SELV OG VI MISTEDE EN AF SKARPESTE !
Hvad er det for et samfund vi tror vi lever i? I hele mit liv har jeg hørt administrerende direktører og bestyrelser sige at det var deres pligt at maksimere profitten for aktie-ejerne. Det er faktisk hele ideen med aktier: at mennesker med penge kan investere og få et afkast, for hvis de kan det, vil de investere i noget andet, og flere får arbejde og flere tjener mere.
Så, verden over har vi set direktører og bestyrelser se stort på verden omkring dem (miljø), det lokale miljø for virksomheden (central profit) og deres medarbejdere (mennesker der skaffer dem deres afkast).
Jeg har aldrig kunnet lide det. Hvordan kan vi have et system der legitimerer at vi er ligeglade med de ressourcer vi bruger, det affald vi skaber og presset på medarbejderes løn, fordi de koster penge.
Tag ikke fejl: Det kapitalistiske system er fantastisk til at drive fremdrift, innovation og mere kapital til flere investeringer. Det kapitalistiske system er genialt og i mange år har det virket for de fleste af os. De fleste af os har fået en løn, der var stor nok til at vi kunne leve ordentlige liv og ikke bare holde vores families liv ved lige med god mad og en ferie eller to om året.
Med Corona, bliver det alligevel bare tydeligt at der er et spørgsmål som ikke har tænkt på i nogle hundrede år: Hvad er samfundet til for?
Hvad er meningen egentlig? Min far og jeg er, et sted godt gemt neden under moradset, nærmest anarkister: Vi vil bare gerne have at folk får mulighed for at gøre det de gerne vil gøre med deres liv, så længe de ikke gør det på andres bekostning.
Kapitalismen var i starten kun en lille smule på andres bekostning. Nogle få blev ekstremt rige, af at give os, folket, de krummer der lige præcis var nok til at vi kunne leve lidt bedre end vores fædre og mødre, og meget bedre end vores bedsteforældre.
I dag, ikke så meget. I dag er det begyndt at svinde for os; os der laver arbejdet, uddanner børnene og presser de print, de rige, bliver endnu rigere af. Tjek lige de sidste 1000 historier om Amazon og Corona, hvor en ufattelig rig virksomhed og en ufattelig rig ejer, fyrer de arbejdere der er bekymret for den smitte der opstår, når forholdende ikke er i orden på arbejdspladsen.
Google og Apple er gået sammen om at lave en app der fortæller dig om du har været i nærheden af en smittet person og i nogle lande har man indsat droner der med højtalere advarer folk om at de er for tæt sammen.
Den rigdom vi har skabt i verden de sidste 100 år, går ikke til at sikre dem, hvis rygge der har båret den fremgang. De går i stedet til at presse politikere til ikke at stoppe pengestrømmen.
På bekostning af daglejere og ansatte, der bare skal ud på arbejdsmarkedet, så virksomhedernes profit fortsætter. Staterne støtter flere steder, de grupper de kan beskytte som bliver ramt af denne pandemi.
Hvor er kapitalen blevet af? Hvor er de virksomheder, med milliarder i banken, der frivilligt går i gang med at producere masker, gratis?
Hvor the fuck er vores pay back? Og hvor er støtten til de små og begyndende virksomheds ejere, der prøver at finde en vej frem, men i stedet oplever vi virksomheder som Bestseller, hvis første reaktion på Corona, bare er at aflyse betalingen til de mindre virksomheder, hvis ryg de har bygget deres milliarder på.
Profit er fint og kapitalismen har virket længe. Men min ringe opfattelse er at kapitalismen har ændret sig. Nu er den som en slange der æder sin egen hale. Bogstaveligt talt, faktisk. Over hele verden råber rige virksomheder op om at samfundet skal åbnes snart.
Og hvem går det ud over, hvis det går galt? Ikke virksomhederne, for hver død medarbejder er der en anden pludselig arbejdsløs, der gerne vil have jobbet.
Men vi er ikke oprørske. Vi skal jo have penge på bordet og direktøren skal skaffe aktie-ejerne afkast. Hvem skaffer dem der arbejder, dem der bliver kastet væk og fyret, når en krise virkelig rammer; hvem skaffer dem ’afkast’ så børnene kan fødes og man ikke bliver smidt ud af hjemmet af en anden rig ejendomsejer?
Det gør staten. Den stat som os der arbejder betaler skat til og den stat som multinationale rutinemæssigt snyder og Danske Bank giver skatte ly.
Det er en lose-lose situation. Nå nej, ikke for direktørerne og bestyrelserne, som vist nok fik det afkast sidste år, som gør at de har råd til at overleve de fleste kriser. Sjovt, at de ikke passer på de mennesker, hvis ryg de står på.
We are not living in the 21st century, really. We are living with the remains of old might that still reigns on these lands of ours and the illusion of being free is bent on the knee of a few powerful men (fucking MEN) that can and do whip people into submission. Sadly, the people they whip, are people who control.
They have been benign in the most parts, but come crisis, and the real power structure emerges and the might we see is oblivious to reason. Worse, the men in might have been flaunting their might over reason and wisdom. They relish in their stupidity! And we, as a flock of people, as a group, as a race, are still stupid enough to follow.
We thought we were living in a time of reason, we are not. Science and reason have been held up as our Raison d'être, and I and most others, thought that we were living in a time of reason.
We are still primitive and allow minds that belong to the past to control our present. It is a fall from grace, that I just can’t fathom. And it isn't even a fall, because to have a fall, you have to be up high. And I thought that we were up high. We never were. It was just an illusion and stupidity still rules.
The western civilization was not a beacon. It just projected a beacon of reason and trust, while holding on to medieval power and luring us all into the idea of a world of reason.
It seems to be all a lie. When Trump and Boris and Putin and all you other assholes rule the world, you must realize: We are still living in the Roman Republic.
These times are not the enlightened times we thought they were.
What a shame. What a goddamn disappointment.
I thought that the world I grew up in, was a world of people who realized that tyrants and dictators and shit-commanders, were of the past.
And we believed that.
We were fooled.
This is not a race of Sapiens. We are at most, Homo Stupidity. This is a race towards the strong man and we are a race of followers. And you follow like sheep. I follow. Like ants in a hive, like birds in a flock.
But at some point, you must realize that loyalty is stupidity. We have reached this point. Reason, not feelings, should guide us.
It seems that we’re still in the hold of animal feelings and ferocious leaders just claiming might.
Første gang det skete for mig, var nok i halvfjerdserne, hvor angsten tog fat og vi alle holdt med at køre i biler om søndagen. Jeg var så lille og så ung at jeg ikke rigtig fattede hvad det betød. Det var mere som at spille Dungeons and Dragons med en spilmaster der lige ændrede alle reglerne. Det var sjovt. Far og mor forstod sikkert oliekrisens alvor. Jeg og mine brødre gjorde ikke. Det var bare spas.
De forstod også
alvoren den 22/7 1985 da bomber eksploderede i København. Det gjorde jeg ikke.
Jeg var stadig for teenager til at fatte andet end mine venner og kæreste.
Anden gang jeg
oplevede det var det Aids. Pludselig fattede mange at mange ville dø og at det
ikke bare var en homo-sygdom. Vi blev hysterisk dygtige til at bruge kondomer. Og
før det var der gået slang i at bøsser døde af bøsse-sygdom. Føj.
Tredje gang var
9/11 og det skræmte livet af mig. Jeg sad i Danmark og var i panik over noget
der skete i New York.
Fælles for alle
tre, var at de blev globale kriser. Kriser, hvor vi mennesker, dig og mig,
pludselig skal være med til at løfte den byrde, det er at styre et samfund.
Kriser, hvor din og min reaktion betyder noget. For det meste betyder vi
mennesker ikke noget i vores globale verden. For det meste passer vi bare
vores, mens store konglomerater og stater styrer rammerne i vores virkelighed.
Det har de faktisk gjort godt.
Men i disse øjeblikke, hvor vi som menneskehed bliver ramt. I disse øjeblikke hvor vores civilisation stoppes og samfundet sættes i stå, kommer det til den sandhed, der altid har været gældende: Det er os, der bestemmer, dig og mig, ikke dem. Når det kommer til stykket, hænger samfundet kun sammen fordi vi borgere tillader det.
Nu er det Corona.
Regeringer gør det regeringer skal gøre. Vi skal låse os inde, blive hjemme, passe på og hoste ind i ærmet. Det er det regeringer,skal gøre.
Samtidig er det
en øjenåbner. For det hele hviler på os; ikke på dem. Det hviler på dig og mig
at passe på os selv og hinanden.
Jeg skal ikke
være noget sandhedsvidne på Corona - jeg ved lige så lidt som dig. Og måske
nogle rolige personer har ret i at det bare er en influenca+ der rammer os. Måske
andre har ret i at vi kommer til at dø i hobetal.
Men har du lagt mærke
til, at ingen siger, at vi alle dør? Det er få af os der vil dø. Et par procent,
måske tre eller fire.
Hvad skal vi
stille op med det? England vil hellere lade folk blive smittet, så de kan blive
immune, velvidende at de afsiger dødsdom over nogle procent af deres vælgere. I
Danmark har vi lukket alt ned, selv grænserne.
Så, igen er vi
her, hvor vi alle ved, at hele samfundet, hviler på os, borgerne. Og intet hviler
på dem, de kendte politikere som er blevet valgt til at styre os.
Der er ingen der har kontrol over den verden vi lever i. Og Corona er endnu et af mange beviser på, at når noget er helt galt, så afhænger det af borgerne. Os. Os der altid bestemmer. Os der altid vælger hvem, der skal styre samfundet.
Det er ikke regeringer eller konglomerater, der skal redde os nu. Det er, som altid, dig og mig, det hele afhænger af os; borgerne.
I går mødte jeg
min bedste ven i hele verden; hende der kender mig og har fulgt med mig gennem
de værste tider i mit liv; Min bedste ven. Og vi gav ingen gang et kram. Albue
rørte albue. Forsigtigt.
På god hollywood engelsk: WE ARE IN A FUCKING LOCKDOWN.
Du, mennesker,
borger, dine handlinger og mangel på handlinger, betyder nu pludselig noget for
hele verden. Vælg din vej fremover, med omtanke !!!!
For lige nu, er
du verdens præsident. Din smitte eller udsættelse for smitte, betyder noget.
Min ven; Vær verdens
præsident de næste to uger. Du bærer mit og andres liv i din ånde og dine nys.
Du betyder noget!
Inden i en hver stor historie, er der en lille historie. For
alle historier starter småt, før de bliver store, men de store historier bliver
ofte så store at alle glemmer at det hele drejer sig om den lille historie. Det
er den lille historie der bygger den store, og den store historie er altid et
spøgelse, noget forstilt og den store historie er altid en drøm.
Ingen starter den store historie. Ingen vågner op og tænker,
jeg vil redde verden. Først forrås de, i den lille historie. De møder modstand
og overvinder den og der kommer ny modstand og de overvinder også den. Skridt
for skridt udvikler den lille historie sig til en stor historie der forfører en
verden. Ofte forfører den store historie også manden eller kvinden der levede
den lille historie.
Som Thunberg. Det startede med en lille historie der spredte
sig, og i dag udveksler Thunberg historier med verdensledere. Jeg håber ikke
hun bliver forført af sin store historie og den store historie kunne blive at
hun reddede verden. Men hun ville bare den lille historie. Nu er hun allerede
blevet en stor historie i en alt for lille verden der er ved at brænde op.
Den dag hun tror på den store historie, har hun tabt, lige
som alle de andre der startede småt og lod sig forføre af den succes den lille
historie havde.
Jeg bilder mig ind at det var det samme med Jesus. Hvis han
fandtes en gang, og lad os bare sige at han gjorde, så startede han ikke som
guds søn. Han startede med en ide om at noget er galt i verden. At noget ikke
virker. De stærkeste kræfter den gang var bureaukratiet og kirkerne.
Bureaukrati, kan ingen bekæmpe, uden at bekæmpe selve samfundet. Bureaukratiet
er samfundet, det er reglerne der stopper de ”onde” og fremmer de ”gode” i et
etisk perspektiv, skabt af kulturen og kulturen bliver altid skabt nedefra og
styret ovenfra.
Der er en revolution på vej. Der er altid en revolution på vej.
Men den næste bliver anderledes. Hvordan den bliver anderledes ved jeg ikke,
men på sigt nytter det ikke, for eksempel, at vi tillader direktører for store
virksomheder at maksimere profitten for aktieholderne. Det er en sindssyg ide,
der hjalp os med en af de største revolutioner i menneskehedens historie:
industrialiseringen.
Bevares, der var mennesker der bekæmpede den revolution og
prøvede at lave en anden revolution. Her, et par årtier inde i det 21.
århundrede, ved vi at de fejlede. Revolutionen kom ikke fra mennesker,
mennesker blev trynet, men fra ideer der skabte fremskridt i en skala aldrig
set før.
Informationsrevolutionen var ikke mindre mægtig og har på få
årtier allerede ændret verden til uigenkendelighed, i hvert fald for os, der
var med til at starte den og fulgte den og nu lever i den. Og tak ikke fejl: Menneskeheden
er revolutioneret.
Oven i informationsrevolutionen, kom den revolution vi har
nu: Meme-revolutionen.
Der var en gang mennesker måtte samle sig for at lave en
revolution, men informationsteknologien samlede os, så vi er allerede samlet i
et fælles univers, på kryds og tværs af globen. Selv ”flat-earthers” er sammen
med os andre. Vi er, for første gang, alle sammen, i samme båd og vi er alle
tilstede, i det samme rum. Selv de mindste af os, de fattigste af os, de yngste
af os, de dummeste af os, kan skabe et meme der kan ændre verden. Det er
demokrati, der sker for os.
Vi, lige nu, i næsten 2020, står midt i mellem to epoker. En
gang var epoker nået der varede århundreder. I dag er epoker noget der varer i
årtier. Vi er blevet hurtigere. Og vi skifter hurtigere.
Gamle mennesker, som mig, begræder situationen og kan ikke
forstå at vores børn er så afhængige af skærmen de stirrer på hele tiden. Jeg
kan huske, da jeg var barn, og der opstod en Walkman. Den voksne verden var
forfærdet og der var ingen ende på artikler om hvor håbløse vi var, hvordan vi
døde fordi vi hørte musik og ikke hørte en bil der dyttede. Der var artikler om
hvordan hele min generation ville blive døve, fordi vi hørte for høj musik. Vi
er ikke blevet døve, vi er ikke døde, vi er blot blevet gamle. Det er altid den
gamle generation der hænger fast i deres revolution og skælder den nye revolution
ud.
Jeg er ikke i tvivl om at de unge generationer har mistet
noget værdi. Jeg er heller ikke i tvivl om at min generation har mistet noget værdi
i forhold til den generation der kom før os. Hvorfor fatter ingen at det er
sådan vi mennesker udvikler os: Hurtigt og uden respekt. Det er det vi gør og
det er det vi altid har gjort.
Jeg synes at vi skal vise mere respekt mod det der virkede for
generationerne før os, men jeg synes også at de generationer der kom før os,
skal lade være med at glemme, at vi gjorde det samme. Det skal nok, venner.
Hver generation, eller måske hver anden eller hver tredje, vil ændre alt. Det
tog længere tid for 2000 år siden. Det tager ingen tid nu.
Det der er så fantastisk ved de unge generationer, er at de
vænner sig til revolutioner. De oplever dem med få års mellemrum. Menneskeheden
er endelig ved at gå Meta på os selv og det er eddermame på tide.
Men der er en mellemperiode, hvor den gamle verden, stadig
vil bruge den gamle verdens tricks og mennesker som Trump, Boris, Putin,
Dawkins, Hidgkins etc[MTS1] vil kunne spille den gamle verden ud mod
den nye. Vi er ikke i den nye verden endnu. Og ja, denne kamp, som det virkelig
er, mellem det gamle og det nye, vil enten bringe os til udslettelse, eller den
vil bringe os til et nyt niveau.
Vi gamle er så bekymret over at mennesker i dag kan vælge
deres egen virkelighed. Men det er fordi vi ikke indser hvad en virkelig
demokratisk virkelighed er. Vi ser det nye gennem den gamle verdens øjne, og
den gamle verden vil aldrig lide den nye, for den nye vil altid udslette den
gamle. Men vi går altid fremad, efter hvert tilbageslag. Men indsigt flytter.
Hvor ville vores matematik i vesten være i dag, hvis det ikke var for det indiske
NUL.
Vi i vesten, ser os selv som bedre, mindre primitive og det
er en af de største løgne på planeten. civilisationer opstår og uddør, men
viden udvikler sig; nå ja, med mindre biblioteker brændes ned og viden mistes
for evigt for kun at genopstå, når den samme viden erkendes igen.
Jeg håber og tror på at andre dele af verden, ser sig selv
som bedre end vesten og at nogle dele af verden stadig ikke er faldet for
Mickey Mouse og kapitalisme. Vi, mennesker, er ikke i en krig mod hinanden. Vi
er i en krig mod universet og den videnskabelige tanke er at vi kan nå længere,
være mere, blive mere, vide mere.
Det er mennesker. Vi behøver de dumsmarte som sejler over have
de ikke kender, med et blindt dum håb, om at der er noget på den anden side,
når alle siger at det er der ikke. Vi behøver de der bestiger bjerge der ikke kan
bestiges. Vi behøver dem der siger ”det tror jeg ikke på”. Vi behøver dem der
holder fast i ”noget”, om det er så er revolution eller religion. Vi er en
samlet organisme, os mennesker, og vi har høj fart på vej mod en fremtid vi
ikke kan forudsige.
Du var ung en gang, du mødte de ældres styre. Du udfordrede
det, eller du fulgte det.
Jeg er med jer der udfordrer os alle og jeg er med jer, der
rent faktisk tager en udfordring alvorligt og ikke bare skriver til en 16-årig
pige at der ikke er noget galt med klimaet og du skulle bare slappe af og se en
god film.
And I know - this is an old-time-kind-of-post and not a quick meme. Bear with me. I’m old. But I’m with the next revolution.
Mark was
sad. It had been 3 years since Ma died, and hi finally missed her, but he didn’t
know why. She had been gone for three years. She hadn’t made any impact on his
life, since she made the last impact on him, back when she was still alive. The
form of impact she had made, was childish and Mark really didn’t miss talking
to his teddy bear with mom.
Still he felt…
Loss. Like he had something once and like he didn’t have that something
anymore. Rather basic take on “missing”. Missing something meant to have lost
something. Or someone. And he had lost ma, but he still didn’t get the sadness
about that. Still, he finally felt sad. The word finally clued him in on
something. Why would he “think” finally? Had the sadness been there long, “finally”
being let out? Or was it that he didn’t feel sad, when he knew he should have?
What ever
the course, the sadness was here, unpossible as it seemed. Seems that
unpossible is possible, just with a longer waiting period.
But the
sadness was general, it was all in him and not at all focused. He looked around
himself, seeing himself sitting on the bed in what he would undoubtedly call
his childhood room, at some point. That point was not now.
Now he was
just sitting there, watching himself and the small space around him, and all of
it spoke volumes about him. He was seeing himself on the shelves with the books
and the toys. He was seeing himself in the Marilyn Manson posters posted on the
wall, just hanging there, exactly where he posted them with glue and tape, not that
many months ago. He saw himself, wherever he looked. And of course he did. This
was his room, and the things in this room, was things of his choosing.
Maybe they’re
make-believe, he thought. Like a vision of who I want to be, and not who I
really am, he thought, and then thought further: Maybe I’m not seeing me as I
am, but as I would like to be.
It was hard
for Mark to tell, and in all truth, it didn’t even really matter which who he
was, as long as he was, and he thought that that was the deepest thought he’d
had all month.
In every great
story, a little story is hidden within. Often, the great story is not really a
great story, without the little story. This story is smaller than most other
small stories hiding within greater ones.
It just
starts with Mark asking a question. The tiniest of questions: When will you be
home, Ma?
This morning
Ma was late. Not just a little late, and she didn’t really answer the question
as she should have: Like, thinking the question through before answering. So
she answered, haphazardly as one does when one speaks without putting ones mind
into the thinking. “Soon, son.”
It was to
prove itself a falsehood. Not that Marks’ mom would be able to tell before she
left, but Mark could tell later on. That’s the way with mindless promises: They
end up to be much worse than just an agreement that couldn’t be fulfilled. You
don’t give promises to people you don’t care about. You make promises when you
care, and Mark realized his mother must not have cared that much and honestly,
in that moment, she could have cared more. Instead, she mindlessly gave a promise
she would never live up and that broke a heart.
It’s much
to easy to break a kids heart. Maybe that’s why it happens so often.
On this particular
morning, Mark didn’t much mind. He would take himself to school, as he was used
to. In his mind would be this implicit idea, that ma would be there again after
the day had gone. He just assumed and he didn’t even know. He was not yet old
enough to realize that adults have no power over the now and here.
