Boomer goes Boom

I’m 52 years old. And I just bought my first skateboard in 33 years. This time around it’s electric, and it’s awesome. It's speed is just short of 40 km/h and runs for about 22 km on a charge.

The board I chose, was made by Roadsurfing and it's brilliant. It's also the first longboard I've ever ridden.

It took a couple of weeks to get my legs and balance back, bended a few ribs in my only fall so far. When I hit the pavement I felt the pain, but the first word that came to mind was: AWESOME!
Second word was OUCH.

I can understand how I forgot to take a hit. When I was a teen, I took hits all the time, I took hurt all the time, and I didn’t even care about the bruises or the bleeding. It was just part of living.

Somehow, through 30+ years I got complacent. Few years ago, I decided I would never ever again run to catch a bus or a train. I was getting old. I am getting old.

My new skateboard revived me. Falling hard and hurting myself badly wasn’t in my MO anymore, but when I did, it was just liberating. AWESOME. I pushed the envelope on my new skateboard, because, once again, I wanted to. How narrow could I carve? How high a bump could I navigate? How fast could I go?

I drove 300 km in the first two weeks. Even rode it in the rain, just because the company told me not to. How teenage can a boomer go?

I’m using my board all day, to work, from work, and in the middle of the night, just because I wake up and want to ride.

It is silly. It is not rational. It is not adult-like behavior. And I freaking love it.

Alle de tabte børn

Emil. Kasper. Mikael. Stine. Signe.

Jeg kunne blive ved at nævne navne, i timevis, stimevis. Navne som alle hænger fast på børn, der er blevet udskammet og medicineret, diagnosticeret og misplaceret.

Jeg har set jer flyve ud af min favn, tvunget af et system der kun vil have en slags børn. Uden at jeg er blevet spurgt, uden at nogen har taget mit menneskelige perspektiv i perspektiv. Der er en ramme omkring os der er anderledes og os der ikke passer ind i rammen.

Til hvert barn jeg har haft som elev, er der en ting der gælder: Der er intet galt med dig. Det eneste der er galt med dig, er at du er blevet udstemplet, diagnosticeret, medicineret.

Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke kunne undervises. Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke kunne lære. Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke ville lære.

Men mange gange har jeg mødt børn, der har fået at vide, at de ikke er gode nok, at de ikke passer nok, at de ikke opfører sig godt nok og jeg har mødt mange børn, der har fået medicin, så de holder op med at være det barn de er og er blevet så medicineret, at de kan opføre sig som alle de andre.

Fordi det er sådan vi gør: Her er den kasse du skal passe ind i. Her er den måde du skal være på. Og vi har medicin der sørger for, at du bliver en person, der passer ind i vores kasse. Og hvis medicinen ikke tilpasser dig, så har vi specialskoler i udkantsdanmark hvor vi kan placerer dig og glemme dig til du en dag bliver voksen, og når du bliver voksen, så har du lært det: At der er noget galt med dig. Der er nemlig intet galt med os. Det er dig der er gal på den.

Det er det værste jeg ved.

Men det er du ikke. Du er fantastisk, unik, smuk, beundringsværdig og du er anderledes. Omfavn det og giv Familien Danmark en F-finger. For du har ret til at være her. Du er en af os. Du er et menneske.

For du er noget værd. Uanset diagnose og hvis dine forældre vil dig dit bedste, har de fjernet din medicin. Du er noget værd. Du er værdig. Du er et menneske som alle os andre. Der er bare ikke bygget systemer til dig.

Men husk det, glem det aldrig: Du er værdig!

Yayha

Beklager, poesien kalder og her kommer det:

Med al ære og respekt, til den største danske digter siden Tom K. ( som jeg elsker og altid har elsket; læs lige fribytterdrømme eller lyt til sangen.) Halla Yahya !!!

EN MAND

HÅBLØS MAND

FORTABT MAND.

EN MAND

ALENE MAND

ENSOM MAND.

FORTABT MAND

EN MAND

FORTABT MAND, MISTET MAND, TABT MAND.

I VAND, I LAND, TABT MAND, ET LAND FORTABT!

DER, LIGE DER, MISTEDE VI EN ÆGTE MAND,

VI MISTEDE EN AF DE FÅ FUCKING MÆND I DETTE LAND.

VI TABTE EN MAND DER ALLEREDE VAR TABT.

EN TABT MAND,. EN FORTABT MAND, FORRYKKET MAND. , FORRYGENDE MAND, EN FRYGTET MAND

EN FORTABT MAND !!!

LIGE DER, 24, MISTEDE VI EN AF DE BEDSTE AF OS.

LIGE DER, MISTEDE VI DANMARK, VI MISTEDE OS SELV OG VI MISTEDE EN AF SKARPESTE !

HVEM ER DU AT TRO, AT DU KAN NOGET DER LIGNER?

HVEM ER DU AT TROR?

HVEM ER DU AT TROR, AT DU VED?

HVEM FUCK ER DU?

Dit samfund? Mit samfund? Hvilket samfund?

Hvad er det for et samfund vi tror vi lever i? I hele mit liv har jeg hørt administrerende direktører og bestyrelser sige at det var deres pligt at maksimere profitten for aktie-ejerne. Det er faktisk hele ideen med aktier: at mennesker med penge kan investere og få et afkast, for hvis de kan det, vil de investere i noget andet, og flere får arbejde og flere tjener mere.

Så, verden over har vi set direktører og bestyrelser se stort på verden omkring dem (miljø), det lokale miljø for virksomheden (central profit) og deres medarbejdere (mennesker der skaffer dem deres afkast).

Jeg har aldrig kunnet lide det. Hvordan kan vi have et system der legitimerer at vi er ligeglade med de ressourcer vi bruger, det affald vi skaber og presset på medarbejderes løn, fordi de koster penge.

Tag ikke fejl: Det kapitalistiske system er fantastisk til at drive fremdrift, innovation og mere kapital til flere investeringer. Det kapitalistiske system er genialt og i mange år har det virket for de fleste af os. De fleste af os har fået en løn, der var stor nok til at vi kunne leve ordentlige liv og ikke bare holde vores families liv ved lige med god mad og en ferie eller to om året.

Med Corona, bliver det alligevel bare tydeligt at der er et spørgsmål som ikke har tænkt på i nogle hundrede år: Hvad er samfundet til for?

Hvad er meningen egentlig? Min far og jeg er, et sted godt gemt neden under moradset, nærmest anarkister: Vi vil bare gerne have at folk får mulighed for at gøre det de gerne vil gøre med deres liv, så længe de ikke gør det på andres bekostning.

Kapitalismen var i starten kun en lille smule på andres bekostning. Nogle få blev ekstremt rige, af at give os, folket, de krummer der lige præcis var nok til at vi kunne leve lidt bedre end vores fædre og mødre, og meget bedre end vores bedsteforældre.

I dag, ikke så meget. I dag er det begyndt at svinde for os; os der laver arbejdet, uddanner børnene og presser de print, de rige, bliver endnu rigere af. Tjek lige de sidste 1000 historier om Amazon og Corona, hvor en ufattelig rig virksomhed og en ufattelig rig ejer, fyrer de arbejdere der er bekymret for den smitte der opstår, når forholdende ikke er i orden på arbejdspladsen.

Google og Apple er gået sammen om at lave en app der fortæller dig om du har været i nærheden af en smittet person og i nogle lande har man indsat droner der med højtalere advarer folk om at de er for tæt sammen.

Den rigdom vi har skabt i verden de sidste 100 år, går ikke til at sikre dem, hvis rygge der har båret den fremgang. De går i stedet til at presse politikere til ikke at stoppe pengestrømmen.

På bekostning af daglejere og ansatte, der bare skal ud på arbejdsmarkedet, så virksomhedernes profit fortsætter. Staterne støtter flere steder, de grupper de kan beskytte som bliver ramt af denne pandemi.

Hvor er kapitalen blevet af? Hvor er de virksomheder, med milliarder i banken, der frivilligt går i gang med at producere masker, gratis?

Hvor the fuck er vores pay back? Og hvor er støtten til de små og begyndende virksomheds ejere, der prøver at finde en vej frem, men i stedet oplever vi virksomheder som Bestseller, hvis første reaktion på Corona, bare er at aflyse betalingen til de mindre virksomheder, hvis ryg de har bygget deres milliarder på.

Profit er fint og kapitalismen har virket længe. Men min ringe opfattelse er at kapitalismen har ændret sig. Nu er den som en slange der æder sin egen hale. Bogstaveligt talt, faktisk. Over hele verden råber rige virksomheder op om at samfundet skal åbnes snart.

Og hvem går det ud over, hvis det går galt? Ikke virksomhederne, for hver død medarbejder er der en anden pludselig arbejdsløs, der gerne vil have jobbet.

Men vi er ikke oprørske. Vi skal jo have penge på bordet og direktøren skal skaffe aktie-ejerne afkast. Hvem skaffer dem der arbejder, dem der bliver kastet væk og fyret, når en krise virkelig rammer; hvem skaffer dem ’afkast’ så børnene kan fødes og man ikke bliver smidt ud af hjemmet af en anden rig ejendomsejer?

Det gør staten. Den stat som os der arbejder betaler skat til og den stat som multinationale rutinemæssigt snyder og Danske Bank giver skatte ly.

Det er en lose-lose situation. Nå nej, ikke for direktørerne og bestyrelserne, som vist nok fik det afkast sidste år, som gør at de har råd til at overleve de fleste kriser. Sjovt, at de ikke passer på de mennesker, hvis ryg de står på.

The superiority of might over reason

We are not living in the 21st century, really. We are living with the remains of old might that still reigns on these lands of ours and the illusion of being free is bent on the knee of a few powerful men  (fucking MEN) that can and do whip people into submission. Sadly, the people they whip, are people who control.

napoleon den 1. til hest

They have been benign in the most parts, but come crisis, and the real power structure emerges and the might we see is oblivious to reason. Worse, the men in might have been flaunting their might over reason and wisdom. They relish in their stupidity! And we, as a flock of people, as a group, as a race, are still stupid enough to follow. 

We thought we were living in a time of reason, we are not. Science and reason have been held up as our Raison d'être, and I and most others, thought that we were living in a time of reason.

Franklin D. Roosevelt - Wikipedia

 

We are not.

 

Trump – just a picture

We are still primitive and allow minds that belong to the past to control our present.
It is a fall from grace, that I just can’t fathom. And it isn't even a fall, because to have a fall, you have to be up high. And I thought that we were up high. We never were. It was just an illusion and stupidity still rules.

The western civilization was not a beacon. It just projected a beacon of reason and trust, while holding on to medieval power and luring us all into the idea of a world of reason. 

How Google Beacons Could Transform Local Business - Search Engine Land

It seems to be all a lie. When Trump and Boris and Putin and all you other assholes rule the world, you must realize: We are still living in the Roman Republic.

These times are not the enlightened times we thought they were.

What a shame. What a goddamn disappointment.

I thought that the world I grew up in, was a world of people who realized that tyrants and dictators and shit-commanders, were of the past.

And we believed that.

We were fooled.

 

This is not a race of Sapiens. We are at most, Homo Stupidity. This is a race towards the strong man and we are a race of followers. And you follow like sheep. I follow. Like ants in a hive, like birds in a flock.

But at some point, you must realize that loyalty is stupidity. We have reached this point.
Reason, not feelings, should guide us.

It seems that we’re still in the hold of animal feelings and ferocious leaders just claiming might.

So sad.

Du er lige blevet præsident.

En nyhed for hver generation

Første gang det skete for mig, var nok i halvfjerdserne, hvor angsten tog fat og vi alle holdt med at køre i biler om søndagen. Jeg var så lille og så ung at jeg ikke rigtig fattede hvad det betød. Det var mere som at spille Dungeons and Dragons med en spilmaster der lige ændrede alle reglerne. Det var sjovt. Far og mor forstod sikkert oliekrisens alvor. Jeg og mine brødre gjorde ikke. Det var bare spas.

De forstod også alvoren den 22/7 1985 da bomber eksploderede i København. Det gjorde jeg ikke. Jeg var stadig for teenager til at fatte andet end mine venner og kæreste.

Anden gang jeg oplevede det var det Aids. Pludselig fattede mange at mange ville dø og at det ikke bare var en homo-sygdom. Vi blev hysterisk dygtige til at bruge kondomer. Og før det var der gået slang i at bøsser døde af bøsse-sygdom. Føj.

Tredje gang var 9/11 og det skræmte livet af mig. Jeg sad i Danmark og var i panik over noget der skete i New York.

Fælles for alle tre, var at de blev globale kriser. Kriser, hvor vi mennesker, dig og mig, pludselig skal være med til at løfte den byrde, det er at styre et samfund. Kriser, hvor din og min reaktion betyder noget. For det meste betyder vi mennesker ikke noget i vores globale verden. For det meste passer vi bare vores, mens store konglomerater og stater styrer rammerne i vores virkelighed. Det har de faktisk gjort godt.

Men i disse øjeblikke, hvor vi som menneskehed bliver ramt. I disse øjeblikke hvor vores civilisation stoppes og samfundet sættes i stå, kommer det til den sandhed, der altid har været gældende: Det er os, der bestemmer, dig og mig, ikke dem. Når det kommer til stykket, hænger samfundet kun sammen fordi vi borgere tillader det.

Nu er det Corona.

Regeringer gør det regeringer skal gøre. Vi skal låse os inde, blive hjemme, passe på og hoste ind i ærmet. Det er det regeringer,skal gøre.

Samtidig er det en øjenåbner. For det hele hviler på os; ikke på dem. Det hviler på dig og mig at passe på os selv og hinanden.

Jeg skal ikke være noget sandhedsvidne på Corona - jeg ved lige så lidt som dig. Og måske nogle rolige personer har ret i at det bare er en influenca+ der rammer os. Måske andre har ret i at vi kommer til at dø i hobetal.

Men har du lagt mærke til, at ingen siger, at vi alle dør? Det er få af os der vil dø. Et par procent, måske tre eller fire.

Hvad skal vi stille op med det? England vil hellere lade folk blive smittet, så de kan blive immune, velvidende at de afsiger dødsdom over nogle procent af deres vælgere. I Danmark har vi lukket alt ned, selv grænserne.

Så, igen er vi her, hvor vi alle ved, at hele samfundet, hviler på os, borgerne. Og intet hviler på dem, de kendte politikere som er blevet valgt til at styre os.

Der er ingen der har kontrol over den verden vi lever i. Og Corona er endnu et af mange beviser på, at når noget er helt galt, så afhænger det af borgerne. Os. Os der altid bestemmer. Os der altid vælger hvem, der skal styre samfundet.

Det er ikke regeringer eller konglomerater, der skal redde os nu. Det er, som altid, dig og mig, det hele afhænger af os; borgerne.

I går mødte jeg min bedste ven i hele verden; hende der kender mig og har fulgt med mig gennem de værste tider i mit liv; Min bedste ven. Og vi gav ingen gang et kram. Albue rørte albue. Forsigtigt.

På god hollywood engelsk: WE ARE IN A FUCKING LOCKDOWN.

Du, mennesker, borger, dine handlinger og mangel på handlinger, betyder nu pludselig noget for hele verden. Vælg din vej fremover, med omtanke !!!!

For lige nu, er du verdens præsident. Din smitte eller udsættelse for smitte, betyder noget.

Min ven; Vær verdens præsident de næste to uger. Du bærer mit og andres liv i din ånde og dine nys. Du betyder noget!

This is the new shit

Inden i en hver stor historie, er der en lille historie. For alle historier starter småt, før de bliver store, men de store historier bliver ofte så store at alle glemmer at det hele drejer sig om den lille historie. Det er den lille historie der bygger den store, og den store historie er altid et spøgelse, noget forstilt og den store historie er altid en drøm.

Ingen starter den store historie. Ingen vågner op og tænker, jeg vil redde verden. Først forrås de, i den lille historie. De møder modstand og overvinder den og der kommer ny modstand og de overvinder også den. Skridt for skridt udvikler den lille historie sig til en stor historie der forfører en verden. Ofte forfører den store historie også manden eller kvinden der levede den lille historie.

Som Thunberg. Det startede med en lille historie der spredte sig, og i dag udveksler Thunberg historier med verdensledere. Jeg håber ikke hun bliver forført af sin store historie og den store historie kunne blive at hun reddede verden. Men hun ville bare den lille historie. Nu er hun allerede blevet en stor historie i en alt for lille verden der er ved at brænde op.

Den dag hun tror på den store historie, har hun tabt, lige som alle de andre der startede småt og lod sig forføre af den succes den lille historie havde.

Jeg bilder mig ind at det var det samme med Jesus. Hvis han fandtes en gang, og lad os bare sige at han gjorde, så startede han ikke som guds søn. Han startede med en ide om at noget er galt i verden. At noget ikke virker. De stærkeste kræfter den gang var bureaukratiet og kirkerne. Bureaukrati, kan ingen bekæmpe, uden at bekæmpe selve samfundet. Bureaukratiet er samfundet, det er reglerne der stopper de ”onde” og fremmer de ”gode” i et etisk perspektiv, skabt af kulturen og kulturen bliver altid skabt nedefra og styret ovenfra.

Der er en revolution på vej. Der er altid en revolution på vej. Men den næste bliver anderledes. Hvordan den bliver anderledes ved jeg ikke, men på sigt nytter det ikke, for eksempel, at vi tillader direktører for store virksomheder at maksimere profitten for aktieholderne. Det er en sindssyg ide, der hjalp os med en af de største revolutioner i menneskehedens historie: industrialiseringen.  

Bevares, der var mennesker der bekæmpede den revolution og prøvede at lave en anden revolution. Her, et par årtier inde i det 21. århundrede, ved vi at de fejlede. Revolutionen kom ikke fra mennesker, mennesker blev trynet, men fra ideer der skabte fremskridt i en skala aldrig set før.

Informationsrevolutionen var ikke mindre mægtig og har på få årtier allerede ændret verden til uigenkendelighed, i hvert fald for os, der var med til at starte den og fulgte den og nu lever i den. Og tak ikke fejl: Menneskeheden er revolutioneret.

Oven i informationsrevolutionen, kom den revolution vi har nu: Meme-revolutionen.

Der var en gang mennesker måtte samle sig for at lave en revolution, men informationsteknologien samlede os, så vi er allerede samlet i et fælles univers, på kryds og tværs af globen. Selv ”flat-earthers” er sammen med os andre. Vi er, for første gang, alle sammen, i samme båd og vi er alle tilstede, i det samme rum. Selv de mindste af os, de fattigste af os, de yngste af os, de dummeste af os, kan skabe et meme der kan ændre verden. Det er demokrati, der sker for os.

Vi, lige nu, i næsten 2020, står midt i mellem to epoker. En gang var epoker nået der varede århundreder. I dag er epoker noget der varer i årtier. Vi er blevet hurtigere. Og vi skifter hurtigere.

Gamle mennesker, som mig, begræder situationen og kan ikke forstå at vores børn er så afhængige af skærmen de stirrer på hele tiden. Jeg kan huske, da jeg var barn, og der opstod en Walkman. Den voksne verden var forfærdet og der var ingen ende på artikler om hvor håbløse vi var, hvordan vi døde fordi vi hørte musik og ikke hørte en bil der dyttede. Der var artikler om hvordan hele min generation ville blive døve, fordi vi hørte for høj musik. Vi er ikke blevet døve, vi er ikke døde, vi er blot blevet gamle. Det er altid den gamle generation der hænger fast i deres revolution og skælder den nye revolution ud.

Jeg er ikke i tvivl om at de unge generationer har mistet noget værdi. Jeg er heller ikke i tvivl om at min generation har mistet noget værdi i forhold til den generation der kom før os. Hvorfor fatter ingen at det er sådan vi mennesker udvikler os: Hurtigt og uden respekt. Det er det vi gør og det er det vi altid har gjort.

Jeg synes at vi skal vise mere respekt mod det der virkede for generationerne før os, men jeg synes også at de generationer der kom før os, skal lade være med at glemme, at vi gjorde det samme. Det skal nok, venner. Hver generation, eller måske hver anden eller hver tredje, vil ændre alt. Det tog længere tid for 2000 år siden. Det tager ingen tid nu.

Det der er så fantastisk ved de unge generationer, er at de vænner sig til revolutioner. De oplever dem med få års mellemrum. Menneskeheden er endelig ved at gå Meta på os selv og det er eddermame på tide.

Men der er en mellemperiode, hvor den gamle verden, stadig vil bruge den gamle verdens tricks og mennesker som Trump, Boris, Putin, Dawkins, Hidgkins etc[MTS1]  vil kunne spille den gamle verden ud mod den nye. Vi er ikke i den nye verden endnu. Og ja, denne kamp, som det virkelig er, mellem det gamle og det nye, vil enten bringe os til udslettelse, eller den vil bringe os til et nyt niveau.

Vi gamle er så bekymret over at mennesker i dag kan vælge deres egen virkelighed. Men det er fordi vi ikke indser hvad en virkelig demokratisk virkelighed er. Vi ser det nye gennem den gamle verdens øjne, og den gamle verden vil aldrig lide den nye, for den nye vil altid udslette den gamle. Men vi går altid fremad, efter hvert tilbageslag. Men indsigt flytter. Hvor ville vores matematik i vesten være i dag, hvis det ikke var for det indiske NUL.

Vi i vesten, ser os selv som bedre, mindre primitive og det er en af de største løgne på planeten. civilisationer opstår og uddør, men viden udvikler sig; nå ja, med mindre biblioteker brændes ned og viden mistes for evigt for kun at genopstå, når den samme viden erkendes igen.

Jeg håber og tror på at andre dele af verden, ser sig selv som bedre end vesten og at nogle dele af verden stadig ikke er faldet for Mickey Mouse og kapitalisme. Vi, mennesker, er ikke i en krig mod hinanden. Vi er i en krig mod universet og den videnskabelige tanke er at vi kan nå længere, være mere, blive mere, vide mere.

Det er mennesker. Vi behøver de dumsmarte som sejler over have de ikke kender, med et blindt dum håb, om at der er noget på den anden side, når alle siger at det er der ikke. Vi behøver de der bestiger bjerge der ikke kan bestiges. Vi behøver dem der siger ”det tror jeg ikke på”. Vi behøver dem der holder fast i ”noget”, om det er så er revolution eller religion. Vi er en samlet organisme, os mennesker, og vi har høj fart på vej mod en fremtid vi ikke kan forudsige.

Du var ung en gang, du mødte de ældres styre. Du udfordrede det, eller du fulgte det.

Jeg er med jer der udfordrer os alle og jeg er med jer, der rent faktisk tager en udfordring alvorligt og ikke bare skriver til en 16-årig pige at der ikke er noget galt med klimaet og du skulle bare slappe af og se en god film.

And I know - this is an old-time-kind-of-post and not a quick meme. Bear with me. I’m old. But I’m with the next revolution.


 [MTS1]Find flere eksempler

Finally sadness settled…

Chapter 3

Mark was sad. It had been 3 years since Ma died, and hi finally missed her, but he didn’t know why. She had been gone for three years. She hadn’t made any impact on his life, since she made the last impact on him, back when she was still alive. The form of impact she had made, was childish and Mark really didn’t miss talking to his teddy bear with mom.

Still he felt… Loss. Like he had something once and like he didn’t have that something anymore. Rather basic take on “missing”. Missing something meant to have lost something. Or someone. And he had lost ma, but he still didn’t get the sadness about that. Still, he finally felt sad. The word finally clued him in on something. Why would he “think” finally? Had the sadness been there long, “finally” being let out? Or was it that he didn’t feel sad, when he knew he should have?

What ever the course, the sadness was here, unpossible as it seemed. Seems that unpossible is possible, just with a longer waiting period.

But the sadness was general, it was all in him and not at all focused. He looked around himself, seeing himself sitting on the bed in what he would undoubtedly call his childhood room, at some point. That point was not now.

Now he was just sitting there, watching himself and the small space around him, and all of it spoke volumes about him. He was seeing himself on the shelves with the books and the toys. He was seeing himself in the Marilyn Manson posters posted on the wall, just hanging there, exactly where he posted them with glue and tape, not that many months ago. He saw himself, wherever he looked. And of course he did. This was his room, and the things in this room, was things of his choosing.

Maybe they’re make-believe, he thought. Like a vision of who I want to be, and not who I really am, he thought, and then thought further: Maybe I’m not seeing me as I am, but as I would like to be.

It was hard for Mark to tell, and in all truth, it didn’t even really matter which who he was, as long as he was, and he thought that that was the deepest thought he’d had all month.

A small story, hidden within any great story

Chapter 1

In every great story, a little story is hidden within. Often, the great story is not really a great story, without the little story. This story is smaller than most other small stories hiding within greater ones.

It just starts with Mark asking a question. The tiniest of questions: When will you be home, Ma?

This morning Ma was late. Not just a little late, and she didn’t really answer the question as she should have: Like, thinking the question through before answering. So she answered, haphazardly as one does when one speaks without putting ones mind into the thinking. “Soon, son.”

It was to prove itself a falsehood. Not that Marks’ mom would be able to tell before she left, but Mark could tell later on. That’s the way with mindless promises: They end up to be much worse than just an agreement that couldn’t be fulfilled. You don’t give promises to people you don’t care about. You make promises when you care, and Mark realized his mother must not have cared that much and honestly, in that moment, she could have cared more. Instead, she mindlessly gave a promise she would never live up and that broke a heart.

It’s much to easy to break a kids heart. Maybe that’s why it happens so often.

On this particular morning, Mark didn’t much mind. He would take himself to school, as he was used to. In his mind would be this implicit idea, that ma would be there again after the day had gone. He just assumed and he didn’t even know. He was not yet old enough to realize that adults have no power over the now and here.