Digte der ikke er digte, for jeg kan ikke digte, jeg er bare poet

Der var en gang, jeg gik på månen. Jeg gik på månen med min bror. Der var en gang, jeg stod over en grav af slanger og flygtede på cykel mod aftensolen på vej hjem. Der var en gang, hvor jeg hoppede på klipper, så hurtigt, at hvert skridt var bestemt før det sidste blev taget.

Der var en gang, hvor vi sejlede gennem hvirvler af virkelighed, dykkede i bølger, der var alt for store og når efterårsstormen kom, var vi de første i vandet. Væltet tilbage mod råt sand, der skar i huden og saltvand der sved, men aldrig mere end at vi gjorde det igen og igen.

Der var en gang, hvor vi rejste til et andet land, for at købe ulovligt fyrværkeri og jeg kiggede tolderen lige i øjet og han måtte have troet, at vi gik med far og mor, men den dame og den mand, var bare tilfældige mennesker vi ikke kendte. Jeg var 11. Han, min bror var 9.

Der var en gang, hvor vi kom tilbage med poser fulde af krudt og lod den tredje brors legetøj eksplodere med krudt fra Sverige.

Der var en gang, hvor vi ikke vidste, at det ikke var ok. Der var en gang, hvor ondskab og godhed gik hånd i hånd og vi endnu ikke havde fundet ud af at ondskab var dårligt og godhed var godt. Der var en gang hvor vi smadrede dem, der ikke kunne følge med, uden at vide at ingen fortjener at blive smadret. Så vi smadrede alt og alle foran os og sendte lærere grædende hjem. Bare fordi vi kunne.

Der var en gang, hvor livet var et eventyr og hver opdagelse blev fulgt af endnu en opdagelse. Hvor hver bakke der skjulte horisonten, bare var endnu en horisont der skulle erobres. Der var en gang hvor hver bakke skulle bestiges, hvert træ skulle klatres og månen var en bakke vi besteg på vejen til plantagen, hvor vi stjal frugt, som vi senere ville prøve at sælge på hovedgaden i en lille by nord for København.

Så stoppede eventyret, og mennesker vi elskede døde i flokke omkring mig. Der var intet eventyr efter det. Der var den gang da gud hang i skyen en eftermiddags aften og min ven og jeg så ham, men ingen troede, at vi talte sandt.

Jeg sagde til min mor: ”mor, gud hænger i skyerne uden for” og hun ignorerede mig, for hverdagen var mere fast end unge børns drømme og vildfarelser.

Hun passede på min lillebror, mens jeg rendte rundt og afsøgte himmelhvælvet og stadig troede at en eneste sandhed kunne findes, en sandhed jeg aldrig kunne fatte eller fornemme eller mærke eller tro på. Men den nat, så jeg gud hænge i himmelhvælvet.

Den nat, var min ven og jeg, de eneste der så altet.

Alligevel klatrer jeg stadig, går stadig på månen, rækker efter toppe jeg ikke kan nå og falder fra tinder jeg selv troede jeg allerede besad.