Stalker

Dagen er kun lige startet. Solen er kun lige stået op. Mennesker er først lige kommet frem. Busser er først lige begyndt at køre. Toge har kørt hele natten. De er i døgndrift, selvom jeg ikke er. Jeg må sove og først nu er jeg vågen og først nu er jeg klar. Jeg nåede ikke nattogene, men jeg nåede morgenbussen.

Jeg sidder i linje 4a. Der er ingen jeg ser som er salige. Ikke en gang i nærheden. Jeg ser tre mennesker. En der er for ung til overhovedet at forstå. En der er for gammel og burde have forstået. Og en smuk ung kvinde der er så glad for sig selv at hun aldrig kommer nær at være salig.

Der er ingen for mig. Det bliver en lang dag, og jeg vil blive ved med at lede.

Det er ikke nyt, at jeg ikke finder nogen. En gang fandt jeg nogen hver dag. For nylig, finder jeg ingen på en given dag. Det ændrer ikke min mission. Jeg bliver siddende på bussen i flere timer. Hvis der er en salig der går på denne jord, vil jeg finde hende. Eller ham. Men på det sidste har det mest været en hende.

Jeg skifter til metroen. Stadig på udkig. Jeg leder efter en der er salig, en der ikke selv stiller krav, en der selv finder sig i sit liv og ikke kræver noget af det. Det er dem der skal arve jorden og jeg er her for at hjælpe dem på vej.

Det er ikke nok at være ydmyg, for ydmyge mennesker er ofte bare svage mennesker der knækker og før eller siden blive vrede nok til at kræve deres eget lod.

Jeg leder. Det er mit lod. At lede. Og finde. Og når jeg finder; at hjælpe. Selvom de ikke ved de behøver hjælp, vil jeg hjælpe. For de salige skal arve Jorden og jeg vil hjælpe.

Jeg ser dem ofte, de salige. Men lige så ofte er de salige ikke så salige som de synes ved første blik.

Jeg ser hende, da hun kommer ind i bussen. Hun kigger ned, mens hun swiper sit kort. Hun smiler, som om det er sjovt. Hun smiler, da kontrollen bipper, som om hun er taknemmelig for at hendes kort blev accepteret. Hun smiler da hun sætter sig ned, som om hun er taknemmelig for at han flyttede sig og gav hende plads.

Hun smiler i solen, som om det er en god dag. Hun virker salig. Jeg holder øje med hende.

Hun smiler da hun stiger af bussen og hun ser mig ikke, selvom jeg er den eneste der står af samme sted. Hun kigger ned. Derfor ser hun mig ikke.

Kapitel 2

Jeg hører ”Oh holy art thou” optaget i en kælder ikke så langt herfra. De råber af hende, og hun går forbi dem. De råber efter hende, og hun går videre. Jeg er 50 meter bag hende og de står mellem hende og mig, men de gør ikke noget. De råber bare.

De forsvinder i baggrunden, mens jeg følger hende. Hun går på arbejde. Går ind i bygningen. Manden bag disken smiler til hende, og det er det eneste smil hun har fået hele dagen, men hun smiler ikke tilbage. Hun dukker sig. Dækker sig. Gemmer sig.

Hun går på arbejde.

Otte timer senere kommer hun forbi disken igen. Han smiler til hende igen. Jeg noterer ham. Måske han er salig. Derefter følger jeg hende. Hun går ned ad gaden til venstre, som hun plejer. Forbi supermarkedet, som hun plejer. Går over gaden, som hun plejer.

Hun når stationen, som hun plejer at nå stationen og går ned ad trappen. Ganske som hun plejer. Jeg sidder ikke langt fra hende i toget, og hun læser sin bog, som hun plejer.

Jeg tænker over hvorfor jeg er her. Hun har ikke bedt mig om at være her. Men jeg er her. For mennesker som hende. De salige vil arve jorden. Jeg er ikke fucking salig, men jeg vil gøre mit til at de arver hele lortet. Hun virker salig. Hun gør aldrig krav på sig selv og råber aldrig op om hvad der er hendes og kræver aldrig andet end at få lov til at gå gennem livet med et smil. Et tåbeligt enfoldigt smil, der ikke fatter… der nægter at fatte at verden omkring hende ikke er en fredelig verden hvor alle får lov til at smile.

Alligevel smiler hun. Derfor er jeg her. Ingen må få lov at smadre det smil fra hendes fjæs. Hendes smil er den eneste skønhed i verden og verden virker til at ville smadre alle smil som hendes.

Kapitel 3

De ligger på asfalten, stinker sikkert af pis og sved. Jeg er ligeglad, jeg er sikker på at hun ikke så det. Hun gik bare op til sin lejlighed, en fattig lille lejlighed, hvor hun har lov til at smile, og jeg har lige givet hende lov.

Jeg ved ikke hvorfor de kom efter hende. Måske bare fordi de er af den type der provokeres af andres glade smil. Nu ligger de der og de var ikke svære at nedlægge.

Kapitel 4

Jeg kan ikke huske hvor jeg sov, men jeg er vågen da hun kommer ud af opgangen næste morgen. Hun har nyt tøj på, er blevet vasket og over mere end 10 meter dufter jeg hendes shampoo. Hun er ren. Hun er klar til endnu en dag. Og hun har det lille smil på hendes ansigt, som hun har båret hver dag jeg har set hende.

Jeg tjekker skiltet ved bussen og jeg har tid nok til at nå til næste stoppested. Så jeg går. Til næste stoppested. Jeg kan ikke blive ved med at stå på, på samme busstopsted som hende. Det ender med at hun opdager mig. Jeg vil ikke opdages.

Da jeg stiger på bussen igen, sidder hun hvor hun plejer og jeg sætter mig hvor jeg plejer. En betjent stiger på samme sted og sætter sig ved siden af mig. Jeg vidste ikke at der var en betjent på mit stoppested, før han sætter sig ved siden af mig.

”Hvad laver du,” spørger han mig.

”Hvad rager det dig,” svarer jeg.

”Din eks stiger på om 4 stop,” siger han.

”Nå,” svarer jeg.

”Du må ikke være i nærheden af din eks,” siger han.

”Så må hun hellere lade være med at stige på bussen,” svarer jeg.

”Det er ikke sådan det virker,” siger betjenten venligt.

”Nå,” svarer jeg.

Vi sidder der, ved siden af hinanden, mens næste stop kommer og går. Hun sidder stadig og smiler med hovedet bukket og øjnene mod sit skød. Han sidder konstant i agt og hver bevægelse jeg laver, udløser en bevægelse i ham. Heldigvis står hun af, så jeg kan stå af, stoppet før min eks stiger på og betjenten slapper af og bliver siddende, mens bussen kører videre.

De sædvanlige post-covid røvhuller tager imod hende fra bænken, med råb og kald til hendes røv, men hun går smilende forbi og jeg ved at de ikke smiler igen i morgen, for jeg hiver dem ind i baggården og smækker deres røve. De smiler ikke, siger intet og tør intet, da jeg er færdig med dem. De får lov at beholde de øl de købte da kiosken åbnede og alkoholsalg igen blev tilladt.

Hun går på arbejde og jeg runderer roligt i området, mens jeg venter på at hun får fri.

Kapitel 5

Hun får fri og jeg følger hende på afstand. Jeg har lært ”afstand” da jeg stalkede min eks og dommeren fortalte mig at jeg ikke måtte være tættere på end 200 meter. Jeg følger hende på ”afstand” og ser hendes smil smitte til de få og de modtagelige hun møder på sin vej.

Det glæder mig.

Jeg har intet smil at dele med nogen og når jeg smiler, smitter det ikke.

To lømler stopper hende, de spørger om vej. Jeg afbryder og spørger dem om vej. Hun går videre, stadig med et smil, mens hun nægter at indse hvor tæt det var. De er fjendtlige, men ikke mere end jeg er venlig. Jeg spørger dem igen, viser min smartphone til dem, google-maps og de spørger om jeg ikke bare kan følge appen. Da jeg siger at jeg ikke kan finde ud af det, griner de, men de smiler ikke. De smiler ikke som hun ville smile.

Jeg ved at de ikke talte til hende for at spørge om vej. De kender åbenlyst hele området. De forklarer i detaljer, hvordan jeg kommer frem til det rette hjørne på den rette vej, for at finde den rette læge. Det er sjovt som selv bøller vil hjælpe hvis de tror at de kan mere end alle andre. Jeg lader dem tro at de kan mere end alle andre og hun får lov til at gå, mens de beskæftiger sig med denne umulige nar, der ikke kan finde vej i deres kvarter.

Da hun går om hjørnet, smadrer jeg dem. De ved ikke det kom, og det gør det lettere. Det tager bare tre slag. Ingen skal få lov at tvære smilet fra hendes fjæs, så jeg tværede smilet af deres.

Kapitel 6

”Du kan ikke lade hende være, vel,” spørger han og jeg ved ikke om jeg skal skjule mit grin.

”Idiot, jeg lader hende jo være. Jeg har ikke været i nærheden af hende, siden dommeren sagde jeg skulle lade hende være.”

”Men du var på hendes bus i går,” siger han, som om det skulle betyde noget. Jeg kan ikke lade være og blive nødt til at sige.

”Er du sikker på at hun ikke stalker mig? Jeg var på den bus fem stop før hun skulle stå på bussen.”

Han synes ikke det er sjovt.

”Men du var klar til at hun stod på bussen,” og det er en idiot jeg taler med.

”Hvordan fanden skulle jeg vide at hun ville stå på den bus. Står hun på den bus hver dag?” spørger jeg og jeg ved at det gør hun ikke, for jeg stalker hende, trods alt.

”Nej, men…”

”Men hvad ?”

Han har ikke noget. Han er bare bange for at jeg kan noget han ikke kan og at jeg vil gøre noget, mens han havde chancen for at sætte mig i en celle, og han er bange for at jeg gør en grim ting, som alle vil sige han kunne have stoppet. 

Han har ingen grund til at sætte mig i en celle. Hvis det var, at jeg stod på hendes normale bus, ville han have en sag. Men jeg stod på min bus og tilfældigvis, den dag, stod hun på min bus. Han vil bare styre mig.

Jeg lader mig ikke styre. Bortset fra, at jeg lader mig styre af den lille kvinde med smilet; smilet der ikke kan fjernes, smilet der ikke vil holde op med at smile. Jeg var ikke på bussen på grund af min eks. Jeg var på bussen på grund af smilet. Og min eks har aldrig haft det smil.

Han stirrer på mig. Prøver at intimidere mig. Men han kender ikke mig, han tror bare, at han gør det. Og jeg ved, at den kvinde med det smil, inviterer noget ondt, og han ved ikke at jeg har besluttet mig for at være der, når det onde kigger frem for at prøve at fjerne hendes smil. For hendes smil er en fornærmelse mod en verden der ikke tager smil for gode varer. Ingen smiler bare fordi. Man smiler kun når man vinder, bliver stærkere, bliver rigere, bliver sejere. Man smiler ikke fordi. Hun smiler, bare fordi. Og det er kun et spørgsmål om tid, før verden hævner sig.

Kapitel 7

Verden hævner sig en dag hun har sin søn med sig. Han er en smuk dreng. Mørk, men ikke for mørk til hvides følsomhed. Skummetmælksmørk, men ikke for hvid til BLM. Hun har ham i hånden, da hun tager ned til supermarkedet.

De er smukke, når jeg at tænke, da jeg ser dem, på afstand. Hun med sit smil og hendes søn med samme smil. Jeg tænker at smilet er et tegn på den måde de møder livet: Som i: det skal nok gå, livet er smukt, universet passer på os, og giver du god energi til universet, giver universet dig god energi tilbage. Så naivt, men så smukt.

Det er en skønhed jeg har besluttet at beskytte.

Hun er mørk som natten og hendes hud skinner af mørke på den smukkeste måde. Han er lys og næsten hvid, men slet ikke hvid nok til at gå som en hvid. Derfor vil han blive hadet af alle, indtil han bliver tvunget til at tage stilling: Er du mørk eller er du hvid?

Han er ingen af delene. Han er sig selv. Og da hvide fucking racister råber til moren er han klar, selvom der burde gå flere år endnu, før han burde være klar.

”Hvor har du samlet ham op, perker” råber de og det er det pæneste de råber.

Han vender sig om, stadig med mor i hånden. Han stirrer på den rødhårede taber der sidder på bænken og føler sig bedre end alle andre farver.

”Er din far en rødbede?”

Mor smiler sagte, som hun altid smiler sagte. Forskræmt, forurettet, forulempet og forsinket. Hun vil helst bare gå gennem livet smilende, men sønnen har lige ødelagt det. Rødbeden rejser sig op, hun skynder sig væk, med junior på slæb og illusionen om en lige verden intakt.

Jeg træder ind. Mellem dem. Hun får lov at gå. Rødbeden, den røv, står foran mig.

”Smut tilbage til din bænk, du ved, der hvor du hører til, taber,” siger jeg til ham.

Jeg er ærkehvid dansker med blondt hår og blå øjne og jeg stirrer ham ned. Rødbeden vil ikke finde sig i det, han vil en kamp han tror han kan vinde, han trænger til at træde på nogen, men han aner, at han ikke kan træde på mig. ’

”Smut,” gentager jeg, og jeg kan se hans ærkehad sprudle til overfladen og jeg smækker ham til dækket inden han når at sige de ord, han havde tænkt sig at sige.

Hun går i centeret med sit smil og sin søn. De andre på bænken hiver deres kammerat tilbage, vækker ham og giver ham en bajer. Så han kan tro at han ikke lige har tabt alt det menneskelige i ham. Så de kan tro, alle dem på bænken, at de ikke lige har tabt det vigtigste.

Kapitel 8

Der er gået 4 måneder. Jeg har ikke stalket min eks, men jeg har holdt øje med smilet. Jeg har holdt øje med hende der bærer det smil, jeg ville ønske jeg selv kunne bære.

Der er ikke sket hende noget. Nogle gange har jeg sørget for det, men for det meste har hendes smil, været smil nok, til at forhindre at noget skete.

Alligevel følger jeg hende, uden at hun aner at hun bliver fulgt. Og jeg følger ikke min eks, så selv politi har intet på mig.

Kapitel 9

Det ændrede sig. Alt ændrede sig. Jeg blev bedre. Jeg holdt op med at stalke min eks. Jeg beskyttede et smil, og jeg ved godt at man kan sige at jeg stalkede det smil, men at ”stalke” betyder at man følger og observerer nogen.

Jeg indrømmer, jeg fulgte noget. Jeg kunne ikke lade være med at følge noget eller nogen og da dommeren sagde at jeg ikke kunne følge hende, min eks, valgte jeg at følge noget andet. Det er min super-styrke. At følge.

Kapitel 10

Mit smil gik ned ad Gaden. Jeg ved ikke hvorfor hun gik den vej. Hun burde ikke have gået den vej. Men hun gik den vej. Ned ad gaden. Med hendes chokoladeskummetmælkdreng i hånden. Har jeg fortalt at han var den smukkeste lille dreng, uanset farven?

Hun gik ned ad gaden, sort som den smukkeste mørke drøm om nat og omfavn, med sin knap så mørke søn, skøn som en sommernat med stjerner der lyser på baggrunden af et dybt blåt-sort virke af virkelighed.

Og et røvhul stoppede hende. Det røvhul var en kvinde, ikke at det gør en forskel. Hun stod op foran Smilet og fortalte hende hvem hun var. Sagde at hun ikke hørte til her. At hun ikke havde en ret til at være her. Sagde at hendes barn, burde være på den modsatte side af kloden. Sagde at hendes smil var en fryd over at have narret danskeren, en fryd over at have snydt sig til et bedre sted og at hun ikke fortjente det.

Kun danskere fortjener fordelen ved at være dansker, sagde hun, og for første gang så jeg smilet forsvinde fra det Smil jeg havde fulgt i årevis.

For det var rigtigt. Hun og hendes mørke, sorte skin, smilede, fordi hun endelig var kommet frem til en verden hvor selv mørke må smile og alle havde en ret til at være og selv deres børn var velkomne.

Men nu stod hun der, Dansken, og sagde at hun ikke havde ret til at være dansk, hun havde ikke ret til den frihed Dansken stod for. For dansken var kun for dansken.

Fy føj.

For mig, er dansken, den gave du har at være et menneske. Det har intet med grænser at gøre, intet med farver at gøre, intet med bosted at gøre. At være dansk, er at være et menneske.

Er du et menneske? Du er velkommen her!

Kapitel 11

Jeg skal sørge for at hun er velkommen, og hver gang hendes smil ikke bliver gengældt med et smil, står jeg der, og sørger for at de smiler, selvom hun for længst har taget sit smil længere væk og ikke ved at de står der, efter hende, og smiler.

Når de smiler, skynder jeg mig videre, efter hende, jeg følger hendes smil gennem byen, gennem de samme gader hun altid går, forbi de samme mennesker der altid aldrig besvarer hendes smil med det smil hun fortjener.

Det er lidt sørgeligt, jeg ved det godt, men når et menneske er tømt for liv, er der intet bedre end at fylde sig selv med en andens. Liv.

Så det er det jeg gør, fylder mit liv med hendes. Og hendes smil. Har jeg fortalt dig om hendes smil? Det er et sagte smil, et stille smil, et smil der ikke beder om noget, men blot fortæller dig at hun er tilfreds, hun er glad, hun har nok, hun er glad for hver eneste taknemmelighed, for hver ting der sker, der ikke ødelægger hende. Hun smiler fordi dette øjeblik ikke ødelægger hende og det er nok. Det er noget at være glad nok for. Det er noget at være taknemmelig for. Det er et øjeblik der ikke har bomber, der ikke ser verden ramle, der ikke ser mennesker forvansket til svin, det er et øjeblik hvor du ikke ser mennesker dø.

Det er et godt øjeblik, fordi det ikke er et slemt øjeblik. Så hun smiler. Taknemmeligt.

Jeg ser dem, stå der, selvfede og fuldfede danskere som de er, og de kigger surt på hendes smil.

Kapitel 12

Jeg står der, selvfed og fuldfed, dansker som jeg er, og hendes smil irriterer mig, som det irriterer alle andre danskere omkring mig.

Men jeg har valgt hendes smil, for hendes smil er smukt og jeg stalker hende fordi hun giver min verden et smil min verden ellers ikke har. Der er ingen smil i min verden, ikke før jeg så hende smile, og jeg ved at jeg ikke er en god fyr, jeg er en slem fyr, og jeg ved det. Men jeg kan bruge alt det slemme i mig, til at beskytte alt det smukke i den verden jeg går gennem. Det smukkeste jeg har set, er hendes smil.

Det bliver mit smil, for jeg har intet smil, men i hendes smil, ser jeg alle smil i hele verden. Jeg ser alle de smil der burde være smilt, og jeg ser alle de smil der ikke smiles, fordi alt og alle har for travlt med at være sure for sig selv. Hendes smil, er mit smil og det burde være dit smil.

Så jeg stalker hende. Jeg beskytter hende. Jeg passer på hende. Selvom hun ikke ved det.

Kapitel 13

De står der, i bussen, griner ad hende, gør grin med hende. Jeg er allerede på vagt, men hendes vage smil, får dem til at fordufte og de gør intet ved det. De forsvinder som bøller forsvinder når de ved at de ikke kan bølle sig igennem en virkelighed hvor alle holder med de andre. De forsvinder, som bøller forsvinder, når de ikke kan bølle sig igennem.

Han siger: ”Morten?” og jeg ved hvad han mener, men jeg er ikke længere bølle nok, til at ville bølle mig igennem. Jeg har bøllet mig igennem mange gange før, men denne gang kan jeg ikke, for jeg har set hendes smil. Og smilet i hendes fjæs, glæden i hendes øjne, troen på at det næste er det bedste og ingen vil gøre nogen fortræd… det ødelægger mig og jeg giver fortabt.

”Det er slut, Jan,” siger jeg og alt er sluttet og alt er dødt.

Det var 20 år tidligere, og nu står jeg der, stalker som jeg er, og ser på det smukkeste smil, den yndigste kvinde og det er stadig slut. Det må ende. Jeg er pludselig det helvede jeg følte og levede i, den gang, men jeg bringer det til dem, og det lyder bare bedre på engelsk. Jeg stalkede min eks, og jeg burde have ladet være, men nu stalker jeg det smukkeste smil jeg nogen sinde har set. For ingen kan smile som hun kan og intet smil har fortjent at blive behandlet som andet end himmerige.

I BRING HELL TO THEM.

Som jeg sagde, det lyder bedre på engelsk.

Det er ikke første gang hun forlader bussen og det er ikke første gang jeg følger efter hende.                  

Stalker.

Jeg tager det på mig som en ed, som et løfte, som en opgave. Ingen andre tager sig af hende. Jeg tager mig af hende.

Jeg er. Stalker.

Kapitel 14

Jeg ved ikke hvorfor de følger hende, det kan ikke være smilet i sig selv. Jeg er den der følger smilet, jeg ved ikke hvad de følger.

Alligevel følger de hende, de forlader hende ikke, og heller ikke jeg, forlader hende. Så jeg står der, da de står der, jeg er klar, når de er klar til hende. Jeg ved ikke hvorfor de har noget mod hende, men jeg har noget mod dem. Stalker. Det er den jeg er. Og jeg Stalker hende, ikke dem. Jeg passer på hende, fordi jeg en gang så hendes smil.

De er fire, jeg er en. Den første bliver smadret af sin egen nøgle. Den anden bliver smadret af sin kniv, en kniv han tog med til en kamp han aldrig turde kæmpe. Den tredje falder bare på et bræt han ikke så lå der. Den fjerde siger intet da hans tunge ikke kan trække luft og hans mund bærer intet.

Er det nok for jer?

Kapitel 15

Stalker.

Jeg ved hvor hun gik, så jeg følger efter. Stalker som jeg er. Hun går imod problemer og jeg kan se dem, før hun kan. Der er en stor mand. En virkelig stor mand. Han holder fast i hende. Allerede der, ved jeg, at jeg kommer i uføre, og for første gang glæder jeg mig til at komme i uføre. Jeg er Stalker, men nu har jeg ret, hvor jeg før tog fejl og stalkede min eks forkert, stalker jeg nu med rette.

Jeg har fulgt hende i månedsvis, og jeg kender hendes mønster, og jeg ved at dette mønster ikke passer ind i hendes mønster. I dag er en anden dag, en anderledes dag, en anden dag. Så, Stalker som jeg er, gør jeg mig klar til at gribe ind.

Jeg griber ind.

Han fører hende ind, fører hende, før han ser mig. Og han ser mig, for sent, før jeg smadrer ham. Hun står der, hun smiler stadig stille, og jeg må lade hende gå. Så hun går.

Hvordan kan en mand ikke lade det smil gå? Jeg kan ikke. Og hun går.

Kapitel 16

Det er dagen efter og alle dage er for længst for sent. Jeg har ondt i hovedet, men jeg bløder ikke mere. Hun er gået, fordi jeg lod hende gå, men da hun gik, smilede hun ikke længere.

Han smilede aldrig og jeg lod det være sådan. Det eneste smil i verden var hendes smil, og selvom hun ikke smilte mere, var det bedre end et smil på hans fjæs.

Han smilte ikke mere, og hendes smil ville komme tilbage. For hun er smilet i min verden, hun er smukkest, når verden er grimmest.

Før jeg lukker mine øjne, ser jeg hende smile. Før jeg lukker mine øjne, vælger jeg verden bedst, og jeg vælger hendes smil mest.

Hun smiler. Og det betyder verden for mig.

Jeg lukker mine øjne.

Leave a Reply