Vi er blå

Vi er alle blå.

Vi er ikke hvide, sorte, brune, gule. Vi er blå.

Jeg har aldrig fattet, hvordan nogle af os synes, at farven på vores hud gør os anderledes. Aldrig har jeg fattet det. Du er ikke den farve dit skind har. Du er ikke den farve dine øjne har.

Du er et menneske. Du er mere end farve og du er mere end meninger.

Du er blå; du er et menneske!

Og sexualitet? For min skyld kan du elske en stol, et bord eller en cykel. Du er stadig et menneske for mig. Du kan elske en bog. Du er stadig et menneske for mig.

Du kan endda være et racistisk røvhul, der kun elsker mennesker af en farve; du er stadig et menneske for mig.

Du kan være alle farver, men går du på to ben og har du en hjerne, så er du blå, som mig.

Jeg er opvokset hetero-hvidt. Jeg så ikke et mørkt menneske før jeg var atten, jeg mødte ikke en erklæret-ud-af-skabet homoseksuel før jeg var 19. Jeg mødte ikke en eneste, der ikke var borgerlig før jeg var 15.

Og alligevel, white-privilege-and-all er det en nobrainer for mig at ingens hudfarve, ingens seksuelle præferencer, ingens underlige tro, gør dem værre eller bedre end mig. Vi er alle bare anderledes.

Jeg er chokeret over at læse om racisme fra de mennesker, jeg går blandt hver dag. Jeg er chokeret over, at ikke alle stormer til Pride hver år, som jeg gør med mine døtre. Jeg bliver chokeret, når en historie om racisme på dr.dk viser sig at være fra en elev af en kær tidligere kollega. At det virkelig sker? At nogen virkelig udsættes for det? At nogen udsætter andre for det!

Jeg har skrevet om de ting mange steder. Om en elev der pludselig sagde til blege hvide medstuderende: ”Det er fordi I ikke har set mennesker dø, at jeres hjerter er så kolde.” Det var noget, der blev sagt. Det var noget, der skete. Det var et menneske fra en kultur, der talte til en anden kultur, men ingen bro blev bygget.

Hvor fuck kommer i fra? Jer der råber fornærmelser til andre mennesker. Jer der er racister i hverdagen, og tror I har ret til at skamme og udskamme mennesker, der ikke er som jer.

For jeg kan godt se, at et menneske er et menneske. Hvorfor kan du ikke?

Jeg kan ikke se din farve, jeg kan ikke se din sexualitet. For hverken farve eller sexualitet, ændrer mit syn på dig. Jeg kan se, at du er blå, som mig.

Hvorfor kan alle ikke?

Jeg forstår det virkelig ikke!

Jeg er ikke hvid. Og jeg har aldrig rigtig været det.

Jeg er blå.

Jeg er et menneske. Jeg stoler implicit på hvert menneske jeg møder. Og hvis et menneske svigter mig, som mennesker har svigtet mig, så er jeg klog nok til at vide, at det ikke er farven på deres hud, der gør, at jeg er blevet svigtet. Det er ikke størrelsen af deres skæg, der gør at jeg blev svigtet.

Jeg er blå.

Jeg ved ikke hvad fanden for en farve du har, men hvis du tror at farven på huden gør en forskel på, hvor menneskelig et andet menneske er: Så er du fame ikke humanist, og du er ikke spor menneskelig. Du er fjendtlig!

Og jeg? Jeg er blå!

Hvorfor er du ikke ?

https://www.dr.dk/mitliv/jeg-er-blevet-spyttet-paa-og-kaldt-abe-saadan-oplever-20-danskere-racisme-i-hverdagen?fbclid=IwAR0QwsY7p76ILf_J_fMKOtkM7SDQtFEYla3m3g5agBhJTDxtcSfY0bK93uc