Alle de tabte børn

Emil. Kasper. Mikael. Stine. Signe.

Jeg kunne blive ved at nævne navne, i timevis, stimevis. Navne som alle hænger fast på børn, der er blevet udskammet og medicineret, diagnosticeret og misplaceret.

Jeg har set jer flyve ud af min favn, tvunget af et system der kun vil have en slags børn. Uden at jeg er blevet spurgt, uden at nogen har taget mit menneskelige perspektiv i perspektiv. Der er en ramme omkring os der er anderledes og os der ikke passer ind i rammen.

Til hvert barn jeg har haft som elev, er der en ting der gælder: Der er intet galt med dig. Det eneste der er galt med dig, er at du er blevet udstemplet, diagnosticeret, medicineret.

Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke kunne undervises. Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke kunne lære. Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke ville lære.

Men mange gange har jeg mødt børn, der har fået at vide, at de ikke er gode nok, at de ikke passer nok, at de ikke opfører sig godt nok og jeg har mødt mange børn, der har fået medicin, så de holder op med at være det barn de er og er blevet så medicineret, at de kan opføre sig som alle de andre.

Fordi det er sådan vi gør: Her er den kasse du skal passe ind i. Her er den måde du skal være på. Og vi har medicin der sørger for, at du bliver en person, der passer ind i vores kasse. Og hvis medicinen ikke tilpasser dig, så har vi specialskoler i udkantsdanmark hvor vi kan placerer dig og glemme dig til du en dag bliver voksen, og når du bliver voksen, så har du lært det: At der er noget galt med dig. Der er nemlig intet galt med os. Det er dig der er gal på den.

Det er det værste jeg ved.

Men det er du ikke. Du er fantastisk, unik, smuk, beundringsværdig og du er anderledes. Omfavn det og giv Familien Danmark en F-finger. For du har ret til at være her. Du er en af os. Du er et menneske.

For du er noget værd. Uanset diagnose og hvis dine forældre vil dig dit bedste, har de fjernet din medicin. Du er noget værd. Du er værdig. Du er et menneske som alle os andre. Der er bare ikke bygget systemer til dig.

Men husk det, glem det aldrig: Du er værdig!