Dit samfund? Mit samfund? Hvilket samfund?

Hvad er det for et samfund vi tror vi lever i? I hele mit liv har jeg hørt administrerende direktører og bestyrelser sige at det var deres pligt at maksimere profitten for aktie-ejerne. Det er faktisk hele ideen med aktier: at mennesker med penge kan investere og få et afkast, for hvis de kan det, vil de investere i noget andet, og flere får arbejde og flere tjener mere.

Så, verden over har vi set direktører og bestyrelser se stort på verden omkring dem (miljø), det lokale miljø for virksomheden (central profit) og deres medarbejdere (mennesker der skaffer dem deres afkast).

Jeg har aldrig kunnet lide det. Hvordan kan vi have et system der legitimerer at vi er ligeglade med de ressourcer vi bruger, det affald vi skaber og presset på medarbejderes løn, fordi de koster penge.

Tag ikke fejl: Det kapitalistiske system er fantastisk til at drive fremdrift, innovation og mere kapital til flere investeringer. Det kapitalistiske system er genialt og i mange år har det virket for de fleste af os. De fleste af os har fået en løn, der var stor nok til at vi kunne leve ordentlige liv og ikke bare holde vores families liv ved lige med god mad og en ferie eller to om året.

Med Corona, bliver det alligevel bare tydeligt at der er et spørgsmål som ikke har tænkt på i nogle hundrede år: Hvad er samfundet til for?

Hvad er meningen egentlig? Min far og jeg er, et sted godt gemt neden under moradset, nærmest anarkister: Vi vil bare gerne have at folk får mulighed for at gøre det de gerne vil gøre med deres liv, så længe de ikke gør det på andres bekostning.

Kapitalismen var i starten kun en lille smule på andres bekostning. Nogle få blev ekstremt rige, af at give os, folket, de krummer der lige præcis var nok til at vi kunne leve lidt bedre end vores fædre og mødre, og meget bedre end vores bedsteforældre.

I dag, ikke så meget. I dag er det begyndt at svinde for os; os der laver arbejdet, uddanner børnene og presser de print, de rige, bliver endnu rigere af. Tjek lige de sidste 1000 historier om Amazon og Corona, hvor en ufattelig rig virksomhed og en ufattelig rig ejer, fyrer de arbejdere der er bekymret for den smitte der opstår, når forholdende ikke er i orden på arbejdspladsen.

Google og Apple er gået sammen om at lave en app der fortæller dig om du har været i nærheden af en smittet person og i nogle lande har man indsat droner der med højtalere advarer folk om at de er for tæt sammen.

Den rigdom vi har skabt i verden de sidste 100 år, går ikke til at sikre dem, hvis rygge der har båret den fremgang. De går i stedet til at presse politikere til ikke at stoppe pengestrømmen.

På bekostning af daglejere og ansatte, der bare skal ud på arbejdsmarkedet, så virksomhedernes profit fortsætter. Staterne støtter flere steder, de grupper de kan beskytte som bliver ramt af denne pandemi.

Hvor er kapitalen blevet af? Hvor er de virksomheder, med milliarder i banken, der frivilligt går i gang med at producere masker, gratis?

Hvor the fuck er vores pay back? Og hvor er støtten til de små og begyndende virksomheds ejere, der prøver at finde en vej frem, men i stedet oplever vi virksomheder som Bestseller, hvis første reaktion på Corona, bare er at aflyse betalingen til de mindre virksomheder, hvis ryg de har bygget deres milliarder på.

Profit er fint og kapitalismen har virket længe. Men min ringe opfattelse er at kapitalismen har ændret sig. Nu er den som en slange der æder sin egen hale. Bogstaveligt talt, faktisk. Over hele verden råber rige virksomheder op om at samfundet skal åbnes snart.

Og hvem går det ud over, hvis det går galt? Ikke virksomhederne, for hver død medarbejder er der en anden pludselig arbejdsløs, der gerne vil have jobbet.

Men vi er ikke oprørske. Vi skal jo have penge på bordet og direktøren skal skaffe aktie-ejerne afkast. Hvem skaffer dem der arbejder, dem der bliver kastet væk og fyret, når en krise virkelig rammer; hvem skaffer dem ’afkast’ så børnene kan fødes og man ikke bliver smidt ud af hjemmet af en anden rig ejendomsejer?

Det gør staten. Den stat som os der arbejder betaler skat til og den stat som multinationale rutinemæssigt snyder og Danske Bank giver skatte ly.

Det er en lose-lose situation. Nå nej, ikke for direktørerne og bestyrelserne, som vist nok fik det afkast sidste år, som gør at de har råd til at overleve de fleste kriser. Sjovt, at de ikke passer på de mennesker, hvis ryg de står på.