Du er lige blevet præsident.

En nyhed for hver generation

Første gang det skete for mig, var nok i halvfjerdserne, hvor angsten tog fat og vi alle holdt med at køre i biler om søndagen. Jeg var så lille og så ung at jeg ikke rigtig fattede hvad det betød. Det var mere som at spille Dungeons and Dragons med en spilmaster der lige ændrede alle reglerne. Det var sjovt. Far og mor forstod sikkert oliekrisens alvor. Jeg og mine brødre gjorde ikke. Det var bare spas.

De forstod også alvoren den 22/7 1985 da bomber eksploderede i København. Det gjorde jeg ikke. Jeg var stadig for teenager til at fatte andet end mine venner og kæreste.

Anden gang jeg oplevede det var det Aids. Pludselig fattede mange at mange ville dø og at det ikke bare var en homo-sygdom. Vi blev hysterisk dygtige til at bruge kondomer. Og før det var der gået slang i at bøsser døde af bøsse-sygdom. Føj.

Tredje gang var 9/11 og det skræmte livet af mig. Jeg sad i Danmark og var i panik over noget der skete i New York.

Fælles for alle tre, var at de blev globale kriser. Kriser, hvor vi mennesker, dig og mig, pludselig skal være med til at løfte den byrde, det er at styre et samfund. Kriser, hvor din og min reaktion betyder noget. For det meste betyder vi mennesker ikke noget i vores globale verden. For det meste passer vi bare vores, mens store konglomerater og stater styrer rammerne i vores virkelighed. Det har de faktisk gjort godt.

Men i disse øjeblikke, hvor vi som menneskehed bliver ramt. I disse øjeblikke hvor vores civilisation stoppes og samfundet sættes i stå, kommer det til den sandhed, der altid har været gældende: Det er os, der bestemmer, dig og mig, ikke dem. Når det kommer til stykket, hænger samfundet kun sammen fordi vi borgere tillader det.

Nu er det Corona.

Regeringer gør det regeringer skal gøre. Vi skal låse os inde, blive hjemme, passe på og hoste ind i ærmet. Det er det regeringer,skal gøre.

Samtidig er det en øjenåbner. For det hele hviler på os; ikke på dem. Det hviler på dig og mig at passe på os selv og hinanden.

Jeg skal ikke være noget sandhedsvidne på Corona – jeg ved lige så lidt som dig. Og måske nogle rolige personer har ret i at det bare er en influenca+ der rammer os. Måske andre har ret i at vi kommer til at dø i hobetal.

Men har du lagt mærke til, at ingen siger, at vi alle dør? Det er få af os der vil dø. Et par procent, måske tre eller fire.

Hvad skal vi stille op med det? England vil hellere lade folk blive smittet, så de kan blive immune, velvidende at de afsiger dødsdom over nogle procent af deres vælgere. I Danmark har vi lukket alt ned, selv grænserne.

Så, igen er vi her, hvor vi alle ved, at hele samfundet, hviler på os, borgerne. Og intet hviler på dem, de kendte politikere som er blevet valgt til at styre os.

Der er ingen der har kontrol over den verden vi lever i. Og Corona er endnu et af mange beviser på, at når noget er helt galt, så afhænger det af borgerne. Os. Os der altid bestemmer. Os der altid vælger hvem, der skal styre samfundet.

Det er ikke regeringer eller konglomerater, der skal redde os nu. Det er, som altid, dig og mig, det hele afhænger af os; borgerne.

I går mødte jeg min bedste ven i hele verden; hende der kender mig og har fulgt med mig gennem de værste tider i mit liv; Min bedste ven. Og vi gav ingen gang et kram. Albue rørte albue. Forsigtigt.

På god hollywood engelsk: WE ARE IN A FUCKING LOCKDOWN.

Du, mennesker, borger, dine handlinger og mangel på handlinger, betyder nu pludselig noget for hele verden. Vælg din vej fremover, med omtanke !!!!

For lige nu, er du verdens præsident. Din smitte eller udsættelse for smitte, betyder noget.

Min ven; Vær verdens præsident de næste to uger. Du bærer mit og andres liv i din ånde og dine nys. Du betyder noget!