This is the new shit

Inden i en hver stor historie, er der en lille historie. For alle historier starter småt, før de bliver store, men de store historier bliver ofte så store at alle glemmer at det hele drejer sig om den lille historie. Det er den lille historie der bygger den store, og den store historie er altid et spøgelse, noget forstilt og den store historie er altid en drøm.

Ingen starter den store historie. Ingen vågner op og tænker, jeg vil redde verden. Først forrås de, i den lille historie. De møder modstand og overvinder den og der kommer ny modstand og de overvinder også den. Skridt for skridt udvikler den lille historie sig til en stor historie der forfører en verden. Ofte forfører den store historie også manden eller kvinden der levede den lille historie.

Som Thunberg. Det startede med en lille historie der spredte sig, og i dag udveksler Thunberg historier med verdensledere. Jeg håber ikke hun bliver forført af sin store historie og den store historie kunne blive at hun reddede verden. Men hun ville bare den lille historie. Nu er hun allerede blevet en stor historie i en alt for lille verden der er ved at brænde op.

Den dag hun tror på den store historie, har hun tabt, lige som alle de andre der startede småt og lod sig forføre af den succes den lille historie havde.

Jeg bilder mig ind at det var det samme med Jesus. Hvis han fandtes en gang, og lad os bare sige at han gjorde, så startede han ikke som guds søn. Han startede med en ide om at noget er galt i verden. At noget ikke virker. De stærkeste kræfter den gang var bureaukratiet og kirkerne. Bureaukrati, kan ingen bekæmpe, uden at bekæmpe selve samfundet. Bureaukratiet er samfundet, det er reglerne der stopper de ”onde” og fremmer de ”gode” i et etisk perspektiv, skabt af kulturen og kulturen bliver altid skabt nedefra og styret ovenfra.

Der er en revolution på vej. Der er altid en revolution på vej. Men den næste bliver anderledes. Hvordan den bliver anderledes ved jeg ikke, men på sigt nytter det ikke, for eksempel, at vi tillader direktører for store virksomheder at maksimere profitten for aktieholderne. Det er en sindssyg ide, der hjalp os med en af de største revolutioner i menneskehedens historie: industrialiseringen.  

Bevares, der var mennesker der bekæmpede den revolution og prøvede at lave en anden revolution. Her, et par årtier inde i det 21. århundrede, ved vi at de fejlede. Revolutionen kom ikke fra mennesker, mennesker blev trynet, men fra ideer der skabte fremskridt i en skala aldrig set før.

Informationsrevolutionen var ikke mindre mægtig og har på få årtier allerede ændret verden til uigenkendelighed, i hvert fald for os, der var med til at starte den og fulgte den og nu lever i den. Og tak ikke fejl: Menneskeheden er revolutioneret.

Oven i informationsrevolutionen, kom den revolution vi har nu: Meme-revolutionen.

Der var en gang mennesker måtte samle sig for at lave en revolution, men informationsteknologien samlede os, så vi er allerede samlet i et fælles univers, på kryds og tværs af globen. Selv ”flat-earthers” er sammen med os andre. Vi er, for første gang, alle sammen, i samme båd og vi er alle tilstede, i det samme rum. Selv de mindste af os, de fattigste af os, de yngste af os, de dummeste af os, kan skabe et meme der kan ændre verden. Det er demokrati, der sker for os.

Vi, lige nu, i næsten 2020, står midt i mellem to epoker. En gang var epoker nået der varede århundreder. I dag er epoker noget der varer i årtier. Vi er blevet hurtigere. Og vi skifter hurtigere.

Gamle mennesker, som mig, begræder situationen og kan ikke forstå at vores børn er så afhængige af skærmen de stirrer på hele tiden. Jeg kan huske, da jeg var barn, og der opstod en Walkman. Den voksne verden var forfærdet og der var ingen ende på artikler om hvor håbløse vi var, hvordan vi døde fordi vi hørte musik og ikke hørte en bil der dyttede. Der var artikler om hvordan hele min generation ville blive døve, fordi vi hørte for høj musik. Vi er ikke blevet døve, vi er ikke døde, vi er blot blevet gamle. Det er altid den gamle generation der hænger fast i deres revolution og skælder den nye revolution ud.

Jeg er ikke i tvivl om at de unge generationer har mistet noget værdi. Jeg er heller ikke i tvivl om at min generation har mistet noget værdi i forhold til den generation der kom før os. Hvorfor fatter ingen at det er sådan vi mennesker udvikler os: Hurtigt og uden respekt. Det er det vi gør og det er det vi altid har gjort.

Jeg synes at vi skal vise mere respekt mod det der virkede for generationerne før os, men jeg synes også at de generationer der kom før os, skal lade være med at glemme, at vi gjorde det samme. Det skal nok, venner. Hver generation, eller måske hver anden eller hver tredje, vil ændre alt. Det tog længere tid for 2000 år siden. Det tager ingen tid nu.

Det der er så fantastisk ved de unge generationer, er at de vænner sig til revolutioner. De oplever dem med få års mellemrum. Menneskeheden er endelig ved at gå Meta på os selv og det er eddermame på tide.

Men der er en mellemperiode, hvor den gamle verden, stadig vil bruge den gamle verdens tricks og mennesker som Trump, Boris, Putin, Dawkins, Hidgkins etc[MTS1]  vil kunne spille den gamle verden ud mod den nye. Vi er ikke i den nye verden endnu. Og ja, denne kamp, som det virkelig er, mellem det gamle og det nye, vil enten bringe os til udslettelse, eller den vil bringe os til et nyt niveau.

Vi gamle er så bekymret over at mennesker i dag kan vælge deres egen virkelighed. Men det er fordi vi ikke indser hvad en virkelig demokratisk virkelighed er. Vi ser det nye gennem den gamle verdens øjne, og den gamle verden vil aldrig lide den nye, for den nye vil altid udslette den gamle. Men vi går altid fremad, efter hvert tilbageslag. Men indsigt flytter. Hvor ville vores matematik i vesten være i dag, hvis det ikke var for det indiske NUL.

Vi i vesten, ser os selv som bedre, mindre primitive og det er en af de største løgne på planeten. civilisationer opstår og uddør, men viden udvikler sig; nå ja, med mindre biblioteker brændes ned og viden mistes for evigt for kun at genopstå, når den samme viden erkendes igen.

Jeg håber og tror på at andre dele af verden, ser sig selv som bedre end vesten og at nogle dele af verden stadig ikke er faldet for Mickey Mouse og kapitalisme. Vi, mennesker, er ikke i en krig mod hinanden. Vi er i en krig mod universet og den videnskabelige tanke er at vi kan nå længere, være mere, blive mere, vide mere.

Det er mennesker. Vi behøver de dumsmarte som sejler over have de ikke kender, med et blindt dum håb, om at der er noget på den anden side, når alle siger at det er der ikke. Vi behøver de der bestiger bjerge der ikke kan bestiges. Vi behøver dem der siger ”det tror jeg ikke på”. Vi behøver dem der holder fast i ”noget”, om det er så er revolution eller religion. Vi er en samlet organisme, os mennesker, og vi har høj fart på vej mod en fremtid vi ikke kan forudsige.

Du var ung en gang, du mødte de ældres styre. Du udfordrede det, eller du fulgte det.

Jeg er med jer der udfordrer os alle og jeg er med jer, der rent faktisk tager en udfordring alvorligt og ikke bare skriver til en 16-årig pige at der ikke er noget galt med klimaet og du skulle bare slappe af og se en god film.

And I know - this is an old-time-kind-of-post and not a quick meme. Bear with me. I’m old. But I’m with the next revolution.


 [MTS1]Find flere eksempler

Finally sadness settled…

Chapter 3

Mark was sad. It had been 3 years since Ma died, and hi finally missed her, but he didn’t know why. She had been gone for three years. She hadn’t made any impact on his life, since she made the last impact on him, back when she was still alive. The form of impact she had made, was childish and Mark really didn’t miss talking to his teddy bear with mom.

Still he felt… Loss. Like he had something once and like he didn’t have that something anymore. Rather basic take on “missing”. Missing something meant to have lost something. Or someone. And he had lost ma, but he still didn’t get the sadness about that. Still, he finally felt sad. The word finally clued him in on something. Why would he “think” finally? Had the sadness been there long, “finally” being let out? Or was it that he didn’t feel sad, when he knew he should have?

What ever the course, the sadness was here, unpossible as it seemed. Seems that unpossible is possible, just with a longer waiting period.

But the sadness was general, it was all in him and not at all focused. He looked around himself, seeing himself sitting on the bed in what he would undoubtedly call his childhood room, at some point. That point was not now.

Now he was just sitting there, watching himself and the small space around him, and all of it spoke volumes about him. He was seeing himself on the shelves with the books and the toys. He was seeing himself in the Marilyn Manson posters posted on the wall, just hanging there, exactly where he posted them with glue and tape, not that many months ago. He saw himself, wherever he looked. And of course he did. This was his room, and the things in this room, was things of his choosing.

Maybe they’re make-believe, he thought. Like a vision of who I want to be, and not who I really am, he thought, and then thought further: Maybe I’m not seeing me as I am, but as I would like to be.

It was hard for Mark to tell, and in all truth, it didn’t even really matter which who he was, as long as he was, and he thought that that was the deepest thought he’d had all month.

A small story, hidden within any great story

Chapter 1

In every great story, a little story is hidden within. Often, the great story is not really a great story, without the little story. This story is smaller than most other small stories hiding within greater ones.

It just starts with Mark asking a question. The tiniest of questions: When will you be home, Ma?

This morning Ma was late. Not just a little late, and she didn’t really answer the question as she should have: Like, thinking the question through before answering. So she answered, haphazardly as one does when one speaks without putting ones mind into the thinking. “Soon, son.”

It was to prove itself a falsehood. Not that Marks’ mom would be able to tell before she left, but Mark could tell later on. That’s the way with mindless promises: They end up to be much worse than just an agreement that couldn’t be fulfilled. You don’t give promises to people you don’t care about. You make promises when you care, and Mark realized his mother must not have cared that much and honestly, in that moment, she could have cared more. Instead, she mindlessly gave a promise she would never live up and that broke a heart.

It’s much to easy to break a kids heart. Maybe that’s why it happens so often.

On this particular morning, Mark didn’t much mind. He would take himself to school, as he was used to. In his mind would be this implicit idea, that ma would be there again after the day had gone. He just assumed and he didn’t even know. He was not yet old enough to realize that adults have no power over the now and here.