Dansk hygge, hvor intet gælder og alt er ok

Så er vi her igen, årsprøven i folkeskolen, covid på trods. Jeg vil gerne dele et billede med dig, om de krav vi stiller til folkeskolens elever i matematik.

Jeg ved det godt, det lyder kedeligt, men giv det lige en chance.

Nedenfor kan du se hvad det kræves for at få en bestemt karakter i "matematik uden hjælpemidler."

Det er altså en prøve i hvad du kan af matematik i dit hoved.

Man består med et to-tal. Så for at bestå, kan man tage fejl i 39 ud af 50 opgaver.

Vi anbefaler dig til gymnasiet hvis du "kun" tager fejl 33 gange ud af 50 spørgsmål.

Vi giver dig 7, hvis du af 50 elementære spørgsmål kun har 24 fejl.

Come on... Er det hvad vores elever har brugt 9 år på at lære? Er det hvad lærere kan lære dem over 9 års skolegang?

No alternative text description for this image

All lose

Because we all lose ourselves in the desert.

And as such, I will go to the desert and die.

I leave all,

and everything will be lost.

As I. Am lost.

I have wanted, and came in vain.

I have lost, and came in vain.

Cause I wanted everything.

And got nothing.

Still,

I felt everything.

Every breath, every whisper, every whimper and every small word from your loving mouth

into my ears. Every beat of your heart. Every breath. Every second of you: I HEARD!

I heard them all.

Every thump of your heart. I felt them, all.

I heard them all.

I was a witness.

And I witnessed them all.

Witnessed. Every. Second. Of. You.

I saw you.

Damn, I miss you.

So I will go, to the desert. today.

Stalker

Dagen er kun lige startet. Solen er kun lige stået op. Mennesker er først lige kommet frem. Busser er først lige begyndt at køre. Toge har kørt hele natten. De er i døgndrift, selvom jeg ikke er. Jeg må sove og først nu er jeg vågen og først nu er jeg klar. Jeg nåede ikke nattogene, men jeg nåede morgenbussen.

Jeg sidder i linje 4a. Der er ingen jeg ser som er salige. Ikke en gang i nærheden. Jeg ser tre mennesker. En der er for ung til overhovedet at forstå. En der er for gammel og burde have forstået. Og en smuk ung kvinde der er så glad for sig selv at hun aldrig kommer nær at være salig.

Der er ingen for mig. Det bliver en lang dag, og jeg vil blive ved med at lede.

Det er ikke nyt, at jeg ikke finder nogen. En gang fandt jeg nogen hver dag. For nylig, finder jeg ingen på en given dag. Det ændrer ikke min mission. Jeg bliver siddende på bussen i flere timer. Hvis der er en salig der går på denne jord, vil jeg finde hende. Eller ham. Men på det sidste har det mest været en hende.

Jeg skifter til metroen. Stadig på udkig. Jeg leder efter en der er salig, en der ikke selv stiller krav, en der selv finder sig i sit liv og ikke kræver noget af det. Det er dem der skal arve jorden og jeg er her for at hjælpe dem på vej.

Det er ikke nok at være ydmyg, for ydmyge mennesker er ofte bare svage mennesker der knækker og før eller siden blive vrede nok til at kræve deres eget lod.

Jeg leder. Det er mit lod. At lede. Og finde. Og når jeg finder; at hjælpe. Selvom de ikke ved de behøver hjælp, vil jeg hjælpe. For de salige skal arve Jorden og jeg vil hjælpe.

Jeg ser dem ofte, de salige. Men lige så ofte er de salige ikke så salige som de synes ved første blik.

Jeg ser hende, da hun kommer ind i bussen. Hun kigger ned, mens hun swiper sit kort. Hun smiler, som om det er sjovt. Hun smiler, da kontrollen bipper, som om hun er taknemmelig for at hendes kort blev accepteret. Hun smiler da hun sætter sig ned, som om hun er taknemmelig for at han flyttede sig og gav hende plads.

Hun smiler i solen, som om det er en god dag. Hun virker salig. Jeg holder øje med hende.

Hun smiler da hun stiger af bussen og hun ser mig ikke, selvom jeg er den eneste der står af samme sted. Hun kigger ned. Derfor ser hun mig ikke.

Kapitel 2

Jeg hører ”Oh holy art thou” optaget i en kælder ikke så langt herfra. De råber af hende, og hun går forbi dem. De råber efter hende, og hun går videre. Jeg er 50 meter bag hende og de står mellem hende og mig, men de gør ikke noget. De råber bare.

De forsvinder i baggrunden, mens jeg følger hende. Hun går på arbejde. Går ind i bygningen. Manden bag disken smiler til hende, og det er det eneste smil hun har fået hele dagen, men hun smiler ikke tilbage. Hun dukker sig. Dækker sig. Gemmer sig.

Hun går på arbejde.

Otte timer senere kommer hun forbi disken igen. Han smiler til hende igen. Jeg noterer ham. Måske han er salig. Derefter følger jeg hende. Hun går ned ad gaden til venstre, som hun plejer. Forbi supermarkedet, som hun plejer. Går over gaden, som hun plejer.

Hun når stationen, som hun plejer at nå stationen og går ned ad trappen. Ganske som hun plejer. Jeg sidder ikke langt fra hende i toget, og hun læser sin bog, som hun plejer.

Jeg tænker over hvorfor jeg er her. Hun har ikke bedt mig om at være her. Men jeg er her. For mennesker som hende. De salige vil arve jorden. Jeg er ikke fucking salig, men jeg vil gøre mit til at de arver hele lortet. Hun virker salig. Hun gør aldrig krav på sig selv og råber aldrig op om hvad der er hendes og kræver aldrig andet end at få lov til at gå gennem livet med et smil. Et tåbeligt enfoldigt smil, der ikke fatter… der nægter at fatte at verden omkring hende ikke er en fredelig verden hvor alle får lov til at smile.

Alligevel smiler hun. Derfor er jeg her. Ingen må få lov at smadre det smil fra hendes fjæs. Hendes smil er den eneste skønhed i verden og verden virker til at ville smadre alle smil som hendes.

Kapitel 3

De ligger på asfalten, stinker sikkert af pis og sved. Jeg er ligeglad, jeg er sikker på at hun ikke så det. Hun gik bare op til sin lejlighed, en fattig lille lejlighed, hvor hun har lov til at smile, og jeg har lige givet hende lov.

Jeg ved ikke hvorfor de kom efter hende. Måske bare fordi de er af den type der provokeres af andres glade smil. Nu ligger de der og de var ikke svære at nedlægge.

Kapitel 4

Jeg kan ikke huske hvor jeg sov, men jeg er vågen da hun kommer ud af opgangen næste morgen. Hun har nyt tøj på, er blevet vasket og over mere end 10 meter dufter jeg hendes shampoo. Hun er ren. Hun er klar til endnu en dag. Og hun har det lille smil på hendes ansigt, som hun har båret hver dag jeg har set hende.

Jeg tjekker skiltet ved bussen og jeg har tid nok til at nå til næste stoppested. Så jeg går. Til næste stoppested. Jeg kan ikke blive ved med at stå på, på samme busstopsted som hende. Det ender med at hun opdager mig. Jeg vil ikke opdages.

Da jeg stiger på bussen igen, sidder hun hvor hun plejer og jeg sætter mig hvor jeg plejer. En betjent stiger på samme sted og sætter sig ved siden af mig. Jeg vidste ikke at der var en betjent på mit stoppested, før han sætter sig ved siden af mig.

”Hvad laver du,” spørger han mig.

”Hvad rager det dig,” svarer jeg.

”Din eks stiger på om 4 stop,” siger han.

”Nå,” svarer jeg.

”Du må ikke være i nærheden af din eks,” siger han.

”Så må hun hellere lade være med at stige på bussen,” svarer jeg.

”Det er ikke sådan det virker,” siger betjenten venligt.

”Nå,” svarer jeg.

Vi sidder der, ved siden af hinanden, mens næste stop kommer og går. Hun sidder stadig og smiler med hovedet bukket og øjnene mod sit skød. Han sidder konstant i agt og hver bevægelse jeg laver, udløser en bevægelse i ham. Heldigvis står hun af, så jeg kan stå af, stoppet før min eks stiger på og betjenten slapper af og bliver siddende, mens bussen kører videre.

De sædvanlige post-covid røvhuller tager imod hende fra bænken, med råb og kald til hendes røv, men hun går smilende forbi og jeg ved at de ikke smiler igen i morgen, for jeg hiver dem ind i baggården og smækker deres røve. De smiler ikke, siger intet og tør intet, da jeg er færdig med dem. De får lov at beholde de øl de købte da kiosken åbnede og alkoholsalg igen blev tilladt.

Hun går på arbejde og jeg runderer roligt i området, mens jeg venter på at hun får fri.

Kapitel 5

Hun får fri og jeg følger hende på afstand. Jeg har lært ”afstand” da jeg stalkede min eks og dommeren fortalte mig at jeg ikke måtte være tættere på end 200 meter. Jeg følger hende på ”afstand” og ser hendes smil smitte til de få og de modtagelige hun møder på sin vej.

Det glæder mig.

Jeg har intet smil at dele med nogen og når jeg smiler, smitter det ikke.

To lømler stopper hende, de spørger om vej. Jeg afbryder og spørger dem om vej. Hun går videre, stadig med et smil, mens hun nægter at indse hvor tæt det var. De er fjendtlige, men ikke mere end jeg er venlig. Jeg spørger dem igen, viser min smartphone til dem, google-maps og de spørger om jeg ikke bare kan følge appen. Da jeg siger at jeg ikke kan finde ud af det, griner de, men de smiler ikke. De smiler ikke som hun ville smile.

Jeg ved at de ikke talte til hende for at spørge om vej. De kender åbenlyst hele området. De forklarer i detaljer, hvordan jeg kommer frem til det rette hjørne på den rette vej, for at finde den rette læge. Det er sjovt som selv bøller vil hjælpe hvis de tror at de kan mere end alle andre. Jeg lader dem tro at de kan mere end alle andre og hun får lov til at gå, mens de beskæftiger sig med denne umulige nar, der ikke kan finde vej i deres kvarter.

Da hun går om hjørnet, smadrer jeg dem. De ved ikke det kom, og det gør det lettere. Det tager bare tre slag. Ingen skal få lov at tvære smilet fra hendes fjæs, så jeg tværede smilet af deres.

Kapitel 6

”Du kan ikke lade hende være, vel,” spørger han og jeg ved ikke om jeg skal skjule mit grin.

”Idiot, jeg lader hende jo være. Jeg har ikke været i nærheden af hende, siden dommeren sagde jeg skulle lade hende være.”

”Men du var på hendes bus i går,” siger han, som om det skulle betyde noget. Jeg kan ikke lade være og blive nødt til at sige.

”Er du sikker på at hun ikke stalker mig? Jeg var på den bus fem stop før hun skulle stå på bussen.”

Han synes ikke det er sjovt.

”Men du var klar til at hun stod på bussen,” og det er en idiot jeg taler med.

”Hvordan fanden skulle jeg vide at hun ville stå på den bus. Står hun på den bus hver dag?” spørger jeg og jeg ved at det gør hun ikke, for jeg stalker hende, trods alt.

”Nej, men…”

”Men hvad ?”

Han har ikke noget. Han er bare bange for at jeg kan noget han ikke kan og at jeg vil gøre noget, mens han havde chancen for at sætte mig i en celle, og han er bange for at jeg gør en grim ting, som alle vil sige han kunne have stoppet. 

Han har ingen grund til at sætte mig i en celle. Hvis det var, at jeg stod på hendes normale bus, ville han have en sag. Men jeg stod på min bus og tilfældigvis, den dag, stod hun på min bus. Han vil bare styre mig.

Jeg lader mig ikke styre. Bortset fra, at jeg lader mig styre af den lille kvinde med smilet; smilet der ikke kan fjernes, smilet der ikke vil holde op med at smile. Jeg var ikke på bussen på grund af min eks. Jeg var på bussen på grund af smilet. Og min eks har aldrig haft det smil.

Han stirrer på mig. Prøver at intimidere mig. Men han kender ikke mig, han tror bare, at han gør det. Og jeg ved, at den kvinde med det smil, inviterer noget ondt, og han ved ikke at jeg har besluttet mig for at være der, når det onde kigger frem for at prøve at fjerne hendes smil. For hendes smil er en fornærmelse mod en verden der ikke tager smil for gode varer. Ingen smiler bare fordi. Man smiler kun når man vinder, bliver stærkere, bliver rigere, bliver sejere. Man smiler ikke fordi. Hun smiler, bare fordi. Og det er kun et spørgsmål om tid, før verden hævner sig.

Kapitel 7

Verden hævner sig en dag hun har sin søn med sig. Han er en smuk dreng. Mørk, men ikke for mørk til hvides følsomhed. Skummetmælksmørk, men ikke for hvid til BLM. Hun har ham i hånden, da hun tager ned til supermarkedet.

De er smukke, når jeg at tænke, da jeg ser dem, på afstand. Hun med sit smil og hendes søn med samme smil. Jeg tænker at smilet er et tegn på den måde de møder livet: Som i: det skal nok gå, livet er smukt, universet passer på os, og giver du god energi til universet, giver universet dig god energi tilbage. Så naivt, men så smukt.

Det er en skønhed jeg har besluttet at beskytte.

Hun er mørk som natten og hendes hud skinner af mørke på den smukkeste måde. Han er lys og næsten hvid, men slet ikke hvid nok til at gå som en hvid. Derfor vil han blive hadet af alle, indtil han bliver tvunget til at tage stilling: Er du mørk eller er du hvid?

Han er ingen af delene. Han er sig selv. Og da hvide fucking racister råber til moren er han klar, selvom der burde gå flere år endnu, før han burde være klar.

”Hvor har du samlet ham op, perker” råber de og det er det pæneste de råber.

Han vender sig om, stadig med mor i hånden. Han stirrer på den rødhårede taber der sidder på bænken og føler sig bedre end alle andre farver.

”Er din far en rødbede?”

Mor smiler sagte, som hun altid smiler sagte. Forskræmt, forurettet, forulempet og forsinket. Hun vil helst bare gå gennem livet smilende, men sønnen har lige ødelagt det. Rødbeden rejser sig op, hun skynder sig væk, med junior på slæb og illusionen om en lige verden intakt.

Jeg træder ind. Mellem dem. Hun får lov at gå. Rødbeden, den røv, står foran mig.

”Smut tilbage til din bænk, du ved, der hvor du hører til, taber,” siger jeg til ham.

Jeg er ærkehvid dansker med blondt hår og blå øjne og jeg stirrer ham ned. Rødbeden vil ikke finde sig i det, han vil en kamp han tror han kan vinde, han trænger til at træde på nogen, men han aner, at han ikke kan træde på mig. ’

”Smut,” gentager jeg, og jeg kan se hans ærkehad sprudle til overfladen og jeg smækker ham til dækket inden han når at sige de ord, han havde tænkt sig at sige.

Hun går i centeret med sit smil og sin søn. De andre på bænken hiver deres kammerat tilbage, vækker ham og giver ham en bajer. Så han kan tro at han ikke lige har tabt alt det menneskelige i ham. Så de kan tro, alle dem på bænken, at de ikke lige har tabt det vigtigste.

Kapitel 8

Der er gået 4 måneder. Jeg har ikke stalket min eks, men jeg har holdt øje med smilet. Jeg har holdt øje med hende der bærer det smil, jeg ville ønske jeg selv kunne bære.

Der er ikke sket hende noget. Nogle gange har jeg sørget for det, men for det meste har hendes smil, været smil nok, til at forhindre at noget skete.

Alligevel følger jeg hende, uden at hun aner at hun bliver fulgt. Og jeg følger ikke min eks, så selv politi har intet på mig.

Kapitel 9

Det ændrede sig. Alt ændrede sig. Jeg blev bedre. Jeg holdt op med at stalke min eks. Jeg beskyttede et smil, og jeg ved godt at man kan sige at jeg stalkede det smil, men at ”stalke” betyder at man følger og observerer nogen.

Jeg indrømmer, jeg fulgte noget. Jeg kunne ikke lade være med at følge noget eller nogen og da dommeren sagde at jeg ikke kunne følge hende, min eks, valgte jeg at følge noget andet. Det er min super-styrke. At følge.

Kapitel 10

Mit smil gik ned ad Gaden. Jeg ved ikke hvorfor hun gik den vej. Hun burde ikke have gået den vej. Men hun gik den vej. Ned ad gaden. Med hendes chokoladeskummetmælkdreng i hånden. Har jeg fortalt at han var den smukkeste lille dreng, uanset farven?

Hun gik ned ad gaden, sort som den smukkeste mørke drøm om nat og omfavn, med sin knap så mørke søn, skøn som en sommernat med stjerner der lyser på baggrunden af et dybt blåt-sort virke af virkelighed.

Og et røvhul stoppede hende. Det røvhul var en kvinde, ikke at det gør en forskel. Hun stod op foran Smilet og fortalte hende hvem hun var. Sagde at hun ikke hørte til her. At hun ikke havde en ret til at være her. Sagde at hendes barn, burde være på den modsatte side af kloden. Sagde at hendes smil var en fryd over at have narret danskeren, en fryd over at have snydt sig til et bedre sted og at hun ikke fortjente det.

Kun danskere fortjener fordelen ved at være dansker, sagde hun, og for første gang så jeg smilet forsvinde fra det Smil jeg havde fulgt i årevis.

For det var rigtigt. Hun og hendes mørke, sorte skin, smilede, fordi hun endelig var kommet frem til en verden hvor selv mørke må smile og alle havde en ret til at være og selv deres børn var velkomne.

Men nu stod hun der, Dansken, og sagde at hun ikke havde ret til at være dansk, hun havde ikke ret til den frihed Dansken stod for. For dansken var kun for dansken.

Fy føj.

For mig, er dansken, den gave du har at være et menneske. Det har intet med grænser at gøre, intet med farver at gøre, intet med bosted at gøre. At være dansk, er at være et menneske.

Er du et menneske? Du er velkommen her!

Kapitel 11

Jeg skal sørge for at hun er velkommen, og hver gang hendes smil ikke bliver gengældt med et smil, står jeg der, og sørger for at de smiler, selvom hun for længst har taget sit smil længere væk og ikke ved at de står der, efter hende, og smiler.

Når de smiler, skynder jeg mig videre, efter hende, jeg følger hendes smil gennem byen, gennem de samme gader hun altid går, forbi de samme mennesker der altid aldrig besvarer hendes smil med det smil hun fortjener.

Det er lidt sørgeligt, jeg ved det godt, men når et menneske er tømt for liv, er der intet bedre end at fylde sig selv med en andens. Liv.

Så det er det jeg gør, fylder mit liv med hendes. Og hendes smil. Har jeg fortalt dig om hendes smil? Det er et sagte smil, et stille smil, et smil der ikke beder om noget, men blot fortæller dig at hun er tilfreds, hun er glad, hun har nok, hun er glad for hver eneste taknemmelighed, for hver ting der sker, der ikke ødelægger hende. Hun smiler fordi dette øjeblik ikke ødelægger hende og det er nok. Det er noget at være glad nok for. Det er noget at være taknemmelig for. Det er et øjeblik der ikke har bomber, der ikke ser verden ramle, der ikke ser mennesker forvansket til svin, det er et øjeblik hvor du ikke ser mennesker dø.

Det er et godt øjeblik, fordi det ikke er et slemt øjeblik. Så hun smiler. Taknemmeligt.

Jeg ser dem, stå der, selvfede og fuldfede danskere som de er, og de kigger surt på hendes smil.

Kapitel 12

Jeg står der, selvfed og fuldfed, dansker som jeg er, og hendes smil irriterer mig, som det irriterer alle andre danskere omkring mig.

Men jeg har valgt hendes smil, for hendes smil er smukt og jeg stalker hende fordi hun giver min verden et smil min verden ellers ikke har. Der er ingen smil i min verden, ikke før jeg så hende smile, og jeg ved at jeg ikke er en god fyr, jeg er en slem fyr, og jeg ved det. Men jeg kan bruge alt det slemme i mig, til at beskytte alt det smukke i den verden jeg går gennem. Det smukkeste jeg har set, er hendes smil.

Det bliver mit smil, for jeg har intet smil, men i hendes smil, ser jeg alle smil i hele verden. Jeg ser alle de smil der burde være smilt, og jeg ser alle de smil der ikke smiles, fordi alt og alle har for travlt med at være sure for sig selv. Hendes smil, er mit smil og det burde være dit smil.

Så jeg stalker hende. Jeg beskytter hende. Jeg passer på hende. Selvom hun ikke ved det.

Kapitel 13

De står der, i bussen, griner ad hende, gør grin med hende. Jeg er allerede på vagt, men hendes vage smil, får dem til at fordufte og de gør intet ved det. De forsvinder som bøller forsvinder når de ved at de ikke kan bølle sig igennem en virkelighed hvor alle holder med de andre. De forsvinder, som bøller forsvinder, når de ikke kan bølle sig igennem.

Han siger: ”Morten?” og jeg ved hvad han mener, men jeg er ikke længere bølle nok, til at ville bølle mig igennem. Jeg har bøllet mig igennem mange gange før, men denne gang kan jeg ikke, for jeg har set hendes smil. Og smilet i hendes fjæs, glæden i hendes øjne, troen på at det næste er det bedste og ingen vil gøre nogen fortræd… det ødelægger mig og jeg giver fortabt.

”Det er slut, Jan,” siger jeg og alt er sluttet og alt er dødt.

Det var 20 år tidligere, og nu står jeg der, stalker som jeg er, og ser på det smukkeste smil, den yndigste kvinde og det er stadig slut. Det må ende. Jeg er pludselig det helvede jeg følte og levede i, den gang, men jeg bringer det til dem, og det lyder bare bedre på engelsk. Jeg stalkede min eks, og jeg burde have ladet være, men nu stalker jeg det smukkeste smil jeg nogen sinde har set. For ingen kan smile som hun kan og intet smil har fortjent at blive behandlet som andet end himmerige.

I BRING HELL TO THEM.

Som jeg sagde, det lyder bedre på engelsk.

Det er ikke første gang hun forlader bussen og det er ikke første gang jeg følger efter hende.                  

Stalker.

Jeg tager det på mig som en ed, som et løfte, som en opgave. Ingen andre tager sig af hende. Jeg tager mig af hende.

Jeg er. Stalker.

Kapitel 14

Jeg ved ikke hvorfor de følger hende, det kan ikke være smilet i sig selv. Jeg er den der følger smilet, jeg ved ikke hvad de følger.

Alligevel følger de hende, de forlader hende ikke, og heller ikke jeg, forlader hende. Så jeg står der, da de står der, jeg er klar, når de er klar til hende. Jeg ved ikke hvorfor de har noget mod hende, men jeg har noget mod dem. Stalker. Det er den jeg er. Og jeg Stalker hende, ikke dem. Jeg passer på hende, fordi jeg en gang så hendes smil.

De er fire, jeg er en. Den første bliver smadret af sin egen nøgle. Den anden bliver smadret af sin kniv, en kniv han tog med til en kamp han aldrig turde kæmpe. Den tredje falder bare på et bræt han ikke så lå der. Den fjerde siger intet da hans tunge ikke kan trække luft og hans mund bærer intet.

Er det nok for jer?

Kapitel 15

Stalker.

Jeg ved hvor hun gik, så jeg følger efter. Stalker som jeg er. Hun går imod problemer og jeg kan se dem, før hun kan. Der er en stor mand. En virkelig stor mand. Han holder fast i hende. Allerede der, ved jeg, at jeg kommer i uføre, og for første gang glæder jeg mig til at komme i uføre. Jeg er Stalker, men nu har jeg ret, hvor jeg før tog fejl og stalkede min eks forkert, stalker jeg nu med rette.

Jeg har fulgt hende i månedsvis, og jeg kender hendes mønster, og jeg ved at dette mønster ikke passer ind i hendes mønster. I dag er en anden dag, en anderledes dag, en anden dag. Så, Stalker som jeg er, gør jeg mig klar til at gribe ind.

Jeg griber ind.

Han fører hende ind, fører hende, før han ser mig. Og han ser mig, for sent, før jeg smadrer ham. Hun står der, hun smiler stadig stille, og jeg må lade hende gå. Så hun går.

Hvordan kan en mand ikke lade det smil gå? Jeg kan ikke. Og hun går.

Kapitel 16

Det er dagen efter og alle dage er for længst for sent. Jeg har ondt i hovedet, men jeg bløder ikke mere. Hun er gået, fordi jeg lod hende gå, men da hun gik, smilede hun ikke længere.

Han smilede aldrig og jeg lod det være sådan. Det eneste smil i verden var hendes smil, og selvom hun ikke smilte mere, var det bedre end et smil på hans fjæs.

Han smilte ikke mere, og hendes smil ville komme tilbage. For hun er smilet i min verden, hun er smukkest, når verden er grimmest.

Før jeg lukker mine øjne, ser jeg hende smile. Før jeg lukker mine øjne, vælger jeg verden bedst, og jeg vælger hendes smil mest.

Hun smiler. Og det betyder verden for mig.

Jeg lukker mine øjne.

AI loosing it.

For a second I thought that I was having a dialogue with a human. I was not. I was having a dialogue with a Netflix AI. Just read through this shit and tell me I'm wrong, Dennis.

To Netflix, I wrote:

Ok, I've seen discovery star trek season one and two, and I'm watching season three. I love it, but every time I open the flag for discovery, it insist that I start with episodes of season one, and not season three... It drives me cracy... like. Why do your algorithm insist that I need to start from season one, when it must know that I'm watching season three?
🙂 morten

Dennis Netflix: Thanks for contacting Netflix. This is Dennis. I've read your concern above. No worries, I can help you with that. To get started, can I get the email address on the account?

You: mthsvendsen@gmail.com

Netflix DennisWhat's the name on the account please?

You: again, why havn't your network already identified me? I write from a subscription and am online on netflix when I wrote?

Netflix DennisCan you please verify the name on the account?

You??
wtf.... you got my mail-adress, isnt that enough? And still, I am logged in...

Netflix Dennis

One moment please, let me research your concern.

You

You should have that from the get-go, and it's not a concern; it's just a head-up that something is not working as good as it could.

Netflix Dennis;

Thank you for reporting that to us. Will take that as a feedback.

Netflix Dennis:

If may I ask what device are using right now to watch Star Trek Discovery?

You

Dennis, are you a real person sitting somewhere in the world, actually connecting with a customer?

Netflix Dennis
I am a real person.

Netflix Dennis:

Upon checking, there is an option to choose Season 3 immediately.

You

Ok, does it matter? I don't have a problem with netflix; it works almost perfectly. I just wondered why your AI insist that I should see season 1 when I'm binging season 3.

Netflix Dennis

I am actually on my Netflix app and I was able to watch Season 3 immediately.

You

good for you. My question was: why doesn't Netflix send me straight to season 3, which is what I'm watching every week....

I've seen season 1 long ago....

Netflix Dennis

There is no option to send you right away yo season 3, you need to choose it manualy

You

I know. That's why I wrote to Customer Service. No accusation, just a complaint that every time I choose Discovery, Netflix tells me to watch season one, when I'm binging season 3 and watched season 1 long ago.

Netflix Dennis

Let me go ahead and consult one of our experts.

May I ask what device that has been affected?

just checking in - are you still with me?

This chat will be closed by the system in approximately two minutes. I want to make sure we get your questions taken care of so please let me know if you are still there.

Endless poem

I don’t identify!
At 52,
it’s time to do,
identify!
with something:

More than half a century
of life, have left me, with all
and nothing
just knowing the shallow part of it
makes it the biggest part of it.

Life, as is known, have a tendency
to twist everything up inside
and outside,
a twist, notwithstanding, is life in a nutshell
it is debauchery in virginity, goddess in a demon
sin in a deed, deed in a sin, just, a tendency
It must be longer,
more lines;
just harder
to fill
those lines,
so much easier,
when it’s shorter.

And is life not but an upset, a disturbance in the tranquility that non-existence is
the common feeling of stress and upset, is the disturbance, the awakening from blissful silence
to this noise, this drama, this spectacle, this revolting revolution of only superficial change

I sometimes long for that silence, hell, I always long for it, still, I don’t much mind… being.
I held this truth for so long,
out of eye, out of mind, out

I never didn’t know it
I did try not to let it be
but it is: no truth to be had.

My love, it is I, your love
I’ve come to forget you
though I didn’t mean to
it seems that, like, you do to:
forget
the facts

What facts, you ask
Well, the facts, I retort
Those are not facts, you say
But I tell you, they are, facts.

As factual as can be, facts
Like, I left you, but you were never here
Like, I wronged you, but you were not always right
Like, as something happened, nothing happened
Like, as sleep eats out hours, and nothing is lived
But everything is lived and learned.

You’re right, though, there are no facts
there should be, though, facts!

There are none and it gives me nothing to hold onto.
I slip, I fall, my hands glide on greasy surfaces.
I slip, I fall.

I was never with you, I was never with anyone
I was always only by my lonely
alone

Still looking for someone, to be someone with
But I can’t find you
alone

Still, sometimes, by the corner of my eye, I see
someone
a possibility, of something, someone.

Just a glimpse, in the lower right corner of my sight;
there is you.

Could you be, like, are you, living, existing
I miss you. I long for you. I don’t see you
in my life, at all.

But I think I should. I think that I deserve you.
So where are you? Cause you’re not here.

Are you out there, looking for someone like me?
Is there anyone, out there, looking for someone,
in here. Nowhere, everywhere, allwhere.

Or is it only me
by me
for me
for ever.
It can't be.
right?

It is life, you told me, before your life ended
It is life, you said
but you were talking about dying.
It is life, you said, and I knew you were loosing
It is life, and life is as it is. I told her:

Life is death.

I told her, she would die. She knew I was right.
We had this last summer, the last summer she ever had
But we had this summer. She spoke to me, really, or maybe
I just heard her, for the first time.
What she said, can not be recounted. Because, to recount that,
would be the undoing of her.
She told me she would die.

She did, die. She left life behind. She left me behind.
And I never thought she would.
But she did; and I, find my self again,
Alone

Det er på dansk, kan du ikke dansk, kan du ikke
Vi er, tilstede, os alle sammen, på dansk
for vi forstår hinanden. Vi er for fanden, danske.

But we are not, never ever are we
the "we" in "us" is not there.
There is no we in us.
as you know!
Right?








Boomer goes Boom

I’m 52 years old. And I just bought my first skateboard in 33 years. This time around it’s electric, and it’s awesome. It's speed is just short of 40 km/h and runs for about 22 km on a charge.

The board I chose, was made by Roadsurfing and it's brilliant. It's also the first longboard I've ever ridden.

It took a couple of weeks to get my legs and balance back, bended a few ribs in my only fall so far. When I hit the pavement I felt the pain, but the first word that came to mind was: AWESOME!
Second word was OUCH.

I can understand how I forgot to take a hit. When I was a teen, I took hits all the time, I took hurt all the time, and I didn’t even care about the bruises or the bleeding. It was just part of living.

Somehow, through 30+ years I got complacent. Few years ago, I decided I would never ever again run to catch a bus or a train. I was getting old. I am getting old.

My new skateboard revived me. Falling hard and hurting myself badly wasn’t in my MO anymore, but when I did, it was just liberating. AWESOME. I pushed the envelope on my new skateboard, because, once again, I wanted to. How narrow could I carve? How high a bump could I navigate? How fast could I go?

I drove 300 km in the first two weeks. Even rode it in the rain, just because the company told me not to. How teenage can a boomer go?

I’m using my board all day, to work, from work, and in the middle of the night, just because I wake up and want to ride.

It is silly. It is not rational. It is not adult-like behavior. And I freaking love it.

Alle de tabte børn

Emil. Kasper. Mikael. Stine. Signe.

Jeg kunne blive ved at nævne navne, i timevis, stimevis. Navne som alle hænger fast på børn, der er blevet udskammet og medicineret, diagnosticeret og misplaceret.

Jeg har set jer flyve ud af min favn, tvunget af et system der kun vil have en slags børn. Uden at jeg er blevet spurgt, uden at nogen har taget mit menneskelige perspektiv i perspektiv. Der er en ramme omkring os der er anderledes og os der ikke passer ind i rammen.

Til hvert barn jeg har haft som elev, er der en ting der gælder: Der er intet galt med dig. Det eneste der er galt med dig, er at du er blevet udstemplet, diagnosticeret, medicineret.

Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke kunne undervises. Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke kunne lære. Jeg har aldrig mødt et barn, der ikke ville lære.

Men mange gange har jeg mødt børn, der har fået at vide, at de ikke er gode nok, at de ikke passer nok, at de ikke opfører sig godt nok og jeg har mødt mange børn, der har fået medicin, så de holder op med at være det barn de er og er blevet så medicineret, at de kan opføre sig som alle de andre.

Fordi det er sådan vi gør: Her er den kasse du skal passe ind i. Her er den måde du skal være på. Og vi har medicin der sørger for, at du bliver en person, der passer ind i vores kasse. Og hvis medicinen ikke tilpasser dig, så har vi specialskoler i udkantsdanmark hvor vi kan placerer dig og glemme dig til du en dag bliver voksen, og når du bliver voksen, så har du lært det: At der er noget galt med dig. Der er nemlig intet galt med os. Det er dig der er gal på den.

Det er det værste jeg ved.

Men det er du ikke. Du er fantastisk, unik, smuk, beundringsværdig og du er anderledes. Omfavn det og giv Familien Danmark en F-finger. For du har ret til at være her. Du er en af os. Du er et menneske.

For du er noget værd. Uanset diagnose og hvis dine forældre vil dig dit bedste, har de fjernet din medicin. Du er noget værd. Du er værdig. Du er et menneske som alle os andre. Der er bare ikke bygget systemer til dig.

Men husk det, glem det aldrig: Du er værdig!

Yayha

Beklager, poesien kalder og her kommer det:

Med al ære og respekt, til den største danske digter siden Tom K. ( som jeg elsker og altid har elsket; læs lige fribytterdrømme eller lyt til sangen.) Halla Yahya !!!

EN MAND

HÅBLØS MAND

FORTABT MAND.

EN MAND

ALENE MAND

ENSOM MAND.

FORTABT MAND

EN MAND

FORTABT MAND, MISTET MAND, TABT MAND.

I VAND, I LAND, TABT MAND, ET LAND FORTABT!

DER, LIGE DER, MISTEDE VI EN ÆGTE MAND,

VI MISTEDE EN AF DE FÅ FUCKING MÆND I DETTE LAND.

VI TABTE EN MAND DER ALLEREDE VAR TABT.

EN TABT MAND,. EN FORTABT MAND, FORRYKKET MAND. , FORRYGENDE MAND, EN FRYGTET MAND

EN FORTABT MAND !!!

LIGE DER, 24, MISTEDE VI EN AF DE BEDSTE AF OS.

LIGE DER, MISTEDE VI DANMARK, VI MISTEDE OS SELV OG VI MISTEDE EN AF SKARPESTE !

HVEM ER DU AT TRO, AT DU KAN NOGET DER LIGNER?

HVEM ER DU AT TROR?

HVEM ER DU AT TROR, AT DU VED?

HVEM FUCK ER DU?

Dit samfund? Mit samfund? Hvilket samfund?

Hvad er det for et samfund vi tror vi lever i? I hele mit liv har jeg hørt administrerende direktører og bestyrelser sige at det var deres pligt at maksimere profitten for aktie-ejerne. Det er faktisk hele ideen med aktier: at mennesker med penge kan investere og få et afkast, for hvis de kan det, vil de investere i noget andet, og flere får arbejde og flere tjener mere.

Så, verden over har vi set direktører og bestyrelser se stort på verden omkring dem (miljø), det lokale miljø for virksomheden (central profit) og deres medarbejdere (mennesker der skaffer dem deres afkast).

Jeg har aldrig kunnet lide det. Hvordan kan vi have et system der legitimerer at vi er ligeglade med de ressourcer vi bruger, det affald vi skaber og presset på medarbejderes løn, fordi de koster penge.

Tag ikke fejl: Det kapitalistiske system er fantastisk til at drive fremdrift, innovation og mere kapital til flere investeringer. Det kapitalistiske system er genialt og i mange år har det virket for de fleste af os. De fleste af os har fået en løn, der var stor nok til at vi kunne leve ordentlige liv og ikke bare holde vores families liv ved lige med god mad og en ferie eller to om året.

Med Corona, bliver det alligevel bare tydeligt at der er et spørgsmål som ikke har tænkt på i nogle hundrede år: Hvad er samfundet til for?

Hvad er meningen egentlig? Min far og jeg er, et sted godt gemt neden under moradset, nærmest anarkister: Vi vil bare gerne have at folk får mulighed for at gøre det de gerne vil gøre med deres liv, så længe de ikke gør det på andres bekostning.

Kapitalismen var i starten kun en lille smule på andres bekostning. Nogle få blev ekstremt rige, af at give os, folket, de krummer der lige præcis var nok til at vi kunne leve lidt bedre end vores fædre og mødre, og meget bedre end vores bedsteforældre.

I dag, ikke så meget. I dag er det begyndt at svinde for os; os der laver arbejdet, uddanner børnene og presser de print, de rige, bliver endnu rigere af. Tjek lige de sidste 1000 historier om Amazon og Corona, hvor en ufattelig rig virksomhed og en ufattelig rig ejer, fyrer de arbejdere der er bekymret for den smitte der opstår, når forholdende ikke er i orden på arbejdspladsen.

Google og Apple er gået sammen om at lave en app der fortæller dig om du har været i nærheden af en smittet person og i nogle lande har man indsat droner der med højtalere advarer folk om at de er for tæt sammen.

Den rigdom vi har skabt i verden de sidste 100 år, går ikke til at sikre dem, hvis rygge der har båret den fremgang. De går i stedet til at presse politikere til ikke at stoppe pengestrømmen.

På bekostning af daglejere og ansatte, der bare skal ud på arbejdsmarkedet, så virksomhedernes profit fortsætter. Staterne støtter flere steder, de grupper de kan beskytte som bliver ramt af denne pandemi.

Hvor er kapitalen blevet af? Hvor er de virksomheder, med milliarder i banken, der frivilligt går i gang med at producere masker, gratis?

Hvor the fuck er vores pay back? Og hvor er støtten til de små og begyndende virksomheds ejere, der prøver at finde en vej frem, men i stedet oplever vi virksomheder som Bestseller, hvis første reaktion på Corona, bare er at aflyse betalingen til de mindre virksomheder, hvis ryg de har bygget deres milliarder på.

Profit er fint og kapitalismen har virket længe. Men min ringe opfattelse er at kapitalismen har ændret sig. Nu er den som en slange der æder sin egen hale. Bogstaveligt talt, faktisk. Over hele verden råber rige virksomheder op om at samfundet skal åbnes snart.

Og hvem går det ud over, hvis det går galt? Ikke virksomhederne, for hver død medarbejder er der en anden pludselig arbejdsløs, der gerne vil have jobbet.

Men vi er ikke oprørske. Vi skal jo have penge på bordet og direktøren skal skaffe aktie-ejerne afkast. Hvem skaffer dem der arbejder, dem der bliver kastet væk og fyret, når en krise virkelig rammer; hvem skaffer dem ’afkast’ så børnene kan fødes og man ikke bliver smidt ud af hjemmet af en anden rig ejendomsejer?

Det gør staten. Den stat som os der arbejder betaler skat til og den stat som multinationale rutinemæssigt snyder og Danske Bank giver skatte ly.

Det er en lose-lose situation. Nå nej, ikke for direktørerne og bestyrelserne, som vist nok fik det afkast sidste år, som gør at de har råd til at overleve de fleste kriser. Sjovt, at de ikke passer på de mennesker, hvis ryg de står på.

The superiority of might over reason

We are not living in the 21st century, really. We are living with the remains of old might that still reigns on these lands of ours and the illusion of being free is bent on the knee of a few powerful men  (fucking MEN) that can and do whip people into submission. Sadly, the people they whip, are people who control.

napoleon den 1. til hest

They have been benign in the most parts, but come crisis, and the real power structure emerges and the might we see is oblivious to reason. Worse, the men in might have been flaunting their might over reason and wisdom. They relish in their stupidity! And we, as a flock of people, as a group, as a race, are still stupid enough to follow. 

We thought we were living in a time of reason, we are not. Science and reason have been held up as our Raison d'être, and I and most others, thought that we were living in a time of reason.

Franklin D. Roosevelt - Wikipedia

 

We are not.

 

Trump – just a picture

We are still primitive and allow minds that belong to the past to control our present.
It is a fall from grace, that I just can’t fathom. And it isn't even a fall, because to have a fall, you have to be up high. And I thought that we were up high. We never were. It was just an illusion and stupidity still rules.

The western civilization was not a beacon. It just projected a beacon of reason and trust, while holding on to medieval power and luring us all into the idea of a world of reason. 

How Google Beacons Could Transform Local Business - Search Engine Land

It seems to be all a lie. When Trump and Boris and Putin and all you other assholes rule the world, you must realize: We are still living in the Roman Republic.

These times are not the enlightened times we thought they were.

What a shame. What a goddamn disappointment.

I thought that the world I grew up in, was a world of people who realized that tyrants and dictators and shit-commanders, were of the past.

And we believed that.

We were fooled.

 

This is not a race of Sapiens. We are at most, Homo Stupidity. This is a race towards the strong man and we are a race of followers. And you follow like sheep. I follow. Like ants in a hive, like birds in a flock.

But at some point, you must realize that loyalty is stupidity. We have reached this point.
Reason, not feelings, should guide us.

It seems that we’re still in the hold of animal feelings and ferocious leaders just claiming might.

So sad.